Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Military mere end aflivninger og dødsfald

NM-guldvinder i military 2008, Lærke Larsen, må ofte forsvare sin sport, som af flere ryttere bliver betegnet som uforsvarlig. Styrt, aflivninger og dødsfald i årets løb har ikke forbedret sportens image og på ingen måde hjulpet til hestefolks accept af militaryrytterne.


Ridning op ad midterlinjen er ikke nok


30-årige Lærke kender selv til den manglende accept af hendes sport og frem for alt den uvidenhed som flere hestefolk har til military. Medierne spiller en stor rolle i militaryens blakkede ry, da de sjældent rapporterer om andet end ulykker i sporten, forklarer hun. Nogle militaryryttere bærer dog også en del af skylden pga. deres manglende træning af hestene i terrænet: "Sat på spidsen, så fokuseres der for meget på at kunne ride pænt op ad midterlinjen og springe serier i et ridehus og for lidt på at træne i terrænet. Det er vigtigt med dressur- og springtræning, da det er grundlaget for megen ridning, men fordi du kan ride en linje i ridehuset, kan du ikke nødvendigvis ride i terrænet," fortæller Lærke til heste-nettet.


Hvad flere ryttere ikke ved er, at militarysportens udseende er blevet ændret markant over de sidste år, bla. ved at afskaffe hele steplechease-delen og afkorte terrændelen betydeligt. Ifølge Lærke har denne udvikling i sporten ikke nødvendigvis forhindret ulykker, men derimod åbnet op for heste, der ikke umiddelbart er egnet til disciplinen:"Denne drejning har måske flyttet rytternes og avlernes fokus. Et fokus der i kraft af, at dressuren og ridebanespringning er kommet til at betyde rigtig meget, måske har betydet, at heste der ikke er egnet til at gå military gør det. Vi kan ikke forvente, at en hest, der er avlet til kun at gå dressur eller spring, efterfølgende har talent for at gå en terrænbane. Dette indebærer, at heste der som udgangspunktet aldrig skulle have været militaryheste kommer ind i sporten uden det nødvendige talent." forklarer Lærke.


Lærke og Busters Verden


Lærkes egen ridekarriere har hun sin familie og sponsorer at takke for, da de igennem hele hendes karriere har støttet den nordjyske rytter. Som andre topryttere indenfor dressur og spring, kan hun ikke leve af sin sport, og læser sociologi på Ålborg Universitet. Hendes far, der i dag driver Klithuse Militaryklub i Pandrup, er manden bag Lærkes ridekunnen, da han har undervist hende siden hun som syvårig fik sin første pony Buster: "Buster var en værre børste, der hærdede mig i flere sammenhænge. Blandt de mange gode minder, han har givet mig, er der også de mange, der endte med en tur i jorden." fortæller Lærke.


Ridekarrieren tog for alvor fart efter hun købte hoppen Bad Bally af sine forældre til et beskedent beløb. Bad Bally førte hende til utallige nationale såvel som internationale sejre i løbet af dens 11-årige karriere. I dag er Bad Bally død, men Lærke er så heldig, at hun sidenhen har kunnet ride nogle af hendes halvsøskende i sporten.


Motiverede heste er rytterens ansvar


Lærkes interesse for sporten hænger sammen med den glæde, hun kan se hos sine heste, når de får lov at komme ud i terrænet og for alvor bruge deres kræfter. "Jeg ser military som den komplette udfordring for hest og rytter. Det, at sporten kræver kundskaber inden for alle discipliner, kræver et utroligt samspil mellem den fysiske og mentale styrke. Samtidig indebærer træningen utrolig mange elementer, hvilket giver mulighed for en alsidig træning." Derved fastholdes hestens motivation og lysten til at yde mere, og ifølge Lærke er det rytterens ansvar at fastholde hestens gnist under ridning. Den daglige træning skal dog også indeholde et veltilrettelagt konditions-program, da det er forudsætningen for at undgå skader og samtidig komme til tops.


Kasserede springheste er ikke sagen


Til Lærkes oplevelser med uvidende hestefolk hører historier om telefonopkald, hvor hesteejere ringer og fortæller hende om deres kasserede springheste, som de vil høre om hun ikke kan bruge i militarysporten. Rytterne fortæller, at deres heste ikke helt formår at gå 130 cm klasser, men at de kan løbe hurtigt, så de må vel være rigtigt velegnet til disciplinen?


Lærke står uforstående overfor denne opfattelse: "Hvordan kan de tro, det er en militaryhest? Vi springer faste forhindringer på 120 cm med virkelig tekniske og komplicerede kombinationer, og de mener deres hest, der knap har kapacitet til en højde på 130 cm, skal være militaryhest, fordi den kan løbe stærkt. Det er jo lige nøjagtig ikke en militaryhest!"


Hun uddyber: "En god militaryhest skal være utrolig administrativ, have en mental styrke til at kunne kapere et højt tempo og efterfølgende lade sig kontrollere ved forhindringerne, samtidig med at den skal have fysik til det.".


Manglende opbakning til toprytterne


Den manglende viden og ofte accept af militarysporten irriterer af og til den nordjyske rytter:" Meget ofte føler jeg, at folk taler ned til os. Folk forstår ikke vores sport eller rettere de fleste kender ikke til vores sport. Military bliver ofte nedprioriteret, og de få danske militaryryttere der rider på internationalt niveau rundt i verden har det svært."
Sidste år måtte Lærke tage til takke med tre træningssamlinger fra Dansk Rideforbund på trods af, at Danmark med stor sandsynlighed stiller med et militaryhold til EM i 2009. Potentialet hos landsholdstruppen, der tæller fem ryttere er stort, men med manglende træningssamlinger og anerkendelse er det svært at få det fulde ud af truppen, slutter den nordjyske militaryrytter.


Ønsker du at læse mere om Lærke, hendes heste og resultater, kan du kigge forbi hendes hjemmeside: www.larkelarsen.dk


 

Tilføjet d. 26-12-2008 kl. 11:30 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Lene L

Billede
Billede
Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider