Den nu danskejede pony Tim, der sammen med svenske Elin Aspnäs var bronzemedaljetager ved EM for ponyer tidligere på året, ser ud til at have været dopet til EM. Ponyen ejes i dag af den danske ponyrytter Anne Tange, der har haft stor succes med Kosmo Ike, og som intet har med den uheldige episode at gøre.
Både A- og B-prøven viste et positivt resultat for stoffet, Lidocain, der er klassificeret som A-medikation. Under denne betegnelse hører præparater som er til gavn for hesten uden at være direkte præstationsfremmende.
Anders Jonsson, der er hovedansvarlig for ungdomsdressuren i Sverige udtaler: "Det er utroligt trist, især nu, hvor vi var kommet så godt i gang. Det er længe siden vi kunne tage en medalje ved EM, og så sker dette. Sagen er til behandling hos FEI, og vi vil modtage deres beslutning. Indtil da følger vi FEI's regler, hvilket indebærer at Elin er udelukket fra stævner, træningssamlinger og andre aktiviteter."
Familien Aspnäs ønsker at bevise deres uskyld og tog derfor kontakt til det svenske magasin Tidningen Ridsport. Familien udtaler: "Testresultatet, som viser at Tim havde det ulovlige stof lidocain i urinen, kommer meget sent. Det tog næsten tre måneder inden svaret kom fra FEI. Normalt skal testresultatet foreligge inden tre uger." Familien anvendte i god tro midlet Arnika Gel, batch nr. 57, som ikke forefindes på dopinglisten. Indholdet i flasken blev analyseret af det svenske rideforbund, Svenska Ridsport-forbundet, og de kunne konstatere, at der var lidocain i den anvendte flaske.
Efter fundet i familien Aspnäs' flaske valgte Svenska Ridsportförbundet at teste en flaske Arnika Gel batch nr. 57 fra leverandøren, men her forefandtes det forbudte stof ikke.
Familien Aspnäs har haft et hårdt år, da de har været udsat for chikane, intimidering og tyveri. Hændelserne har alle fundet sted efter, at den svenske teamleder blev afskediget efter den internationale turnering i Weert i Holland i maj-måned. Nogle kilder hævdede, at det var Mats Aspnäs, Elins far, som begærede hans afgang. Senere er det dog bevist, at faderen intet havde med lederens afgang at gøre, men alligevel har rygterne floreret siden da. Herefter har familien været udsat for flere ubehagelige oplevelser, herunder et trusselsbrev, der beskrev, at nogen ville spænde ben for deres succes. Trusselsbrevet, indholdet af det forbudte stof i Arnika Gelen samt tyverierne, som familien har været udsat for, er alle anmeldt til politiet, kan man læse på Ridsport.
Familien udtaler, at de intet kan gøre mht. det positive dopingresultat. "Tim havde et forbudt stof i kroppen under EM. Selvom vi intet har at gøre med dette, må vi acceptere fakta." udtaler familien. "Vi har forelagt FEI, at de har begået en fejl ved at informere os så sent. Resultatet skal forelægges lige så snart det er tilgængeligt, og vi ved, at det allerede var klart den 19. august. Men FEI forelagde os det først den 29.oktober. Forsinkelsen har ramt os særligt hårdt."
Kilde: Tidningen Ridsport

