En hjemmeside, der henvender sig til hesteinteresserede børn, vildleder forbrugerne. Nu anmelder Forbrugerrådet hjemmesiden 'nforn.dk'. Hjemmesiden bryder nemlig rammeaftalen, som teleselskaberne står bag, mener Forbrugerrådet. Det skriver DR nyheder i dag.
10-årige Astrid fik brugt 1600 kroner på tre uger og de penge gik til hø, udstyr og ikke eksisterende virtuelle heste via 21 sms'er fra den lille piges mobil. Forbugerrådet anmelder nu sitet, fordi det dels koster penge allerede ved oprettelsen og dels fordi man frasiger sig fortrydelsesretten, hvis man bruger sine købte penge med det samme.
"Det er problematisk, at man ikke kan lege med på hjemmesiden inden for en maks. pris på 75 kroner. Med priser på 75 kroner pr. sms er der lagt op til et langt større forbrug. På denne hjemmeside skilter de med, at man kan bruge op til 150 kroner pr. uge, hvis man er under 16 år, 250 kroner, hvis man er mellem 16 og 18 år, og ubegrænset hvis man er fyldt 18", fortæller Anette Høyrup, jurist i Forbrugerrådet til DR.
Anette Høyrup mener, at det er alt for nemt at ændre sin alder i systemet, fortæller hun til DR. Astrid havde fx ændret sin alder til 18 år, så forbrugerloftet virker ikke rigtigt, hvis det er så nemt, siger hun, og tilføjer, at det jo er oplagt for de unge brugere, at gøre sig selv ældre en de rent faktisk er. De varer, man kan købe på hjemmesiden, skal betales med en virtuel valuta, som hedder Wkr og NforNcoins.
"Det gør det praktisk talt umuligt at finde ud af, hvor mange penge man egentlig bruger, hver gang man køber noget. Og så tæller tre dage på hestehjemmesiden for en måned - det vil sige at man bliver trukket for husleje og foderkøb helt automatisk hver tredje dag. Og vi ved jo alle godt, hvad der sker, hvis hestene ikke får foder", siger Anette Høyrup til DR.
Kilde: DR

