Den amerikanske kunstmaler LeRoy Neiman har kreeret et officielt maleri til WEG 2010. Det farverige maleri rummer alle 8 sportsgrene, som afholdes i Kentucky Horsepark, og er malet med hurtige, sprælske penselstrøg. "Hesten har altid været mit yndlings tegneobjekt, lige fra arbejds- til væddeløbshesten, fortæller Neiman. Kentucky er en hestestat, hvor dette ædle dyr er højt værdsat. Det har været en stor fornøjelse at få lov til at male alle otte discipliner, som udgør WEG i Kentucky,", udtaler han.
Neiman har været officiel kunstner for fem OL, fire Super Bowl-turneringer, Breeders Cup og Kentucky Derby i USA, så han er ikke uvant med at være den officielle maler ved større internationale sportsbegivenheder. Maleriet kan ses i Kentucky Horse Park frem til 2010.
WEG afholdes hver fjerde år og i 2010 er det første gang nogensinde at FEI verdensmesterskaberne afholdes udenfor Europa med hele otte discipliner. Desuden er det første gang, at alle discipliner er samlet på ét sted. Arrangørerne forventer et besøgsantal på mere end en halv million i de 16 dage som mesterskaberne varer. Du kan læse meget mere om Kentucky Horse Park, som vært for WEG 2010, i Magasinet hest i 2009.
Se mere her: www.kyhorsepark.com/index.php

