Medlemmer i Tørring Rideklub har grund til at glæde sig for tiden. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i EU har netop givet tilsagn om at støtte opførelsen af en aktivitetshal, der forventes færdigbygget i forsommeren 2010, med en million kroner.
Opførelsen af hallen skal styrke aktiviteter omkring Tørring Rideklub og bidrage til nye lokale, indendørs muligheder, der skal gøre det lille samfund mere attraktivt at leve i.
Aktivitetshallen skal ikke blot rumme ridecentrets elever, men derimod forskellige aktiviteter som f.eks folkedans, banko, aerobic, linedance, udstillinger og andre events. Rideklubben selv ønsker bla at bruge hallen til træning af voltigeringsøvelser, optræning af handicapryttere og til teoritræning af deres elever.
"Det her kan knytte mange venskaber på kryds og tværs og danne en masse netværk. For selv om der vil komme en masse mennesker uden tilknytning til rideklubben, så giver det liv. Jeg kan rigtig godt lide at være et sted, hvor ideerne kan få et åndehul, og hvor mennesker vil hinanden," siger daglig leder af rideklubben, Else Marie Frandsen, til Randers Amtsavis idag.
På trods af EUs støtte er klubben stadig i fuld gang med at finde de resterende 400-500.000, som skal dække udgifter til entreprenørarbejde, el- og varmeanlæg og indvendige faciliteter.
Skulle andre klubber have et brændende ønske om at ansøge EU om midler, skal det ikke blot være til rideklubbens gavn. Tilskuddet, som Tørring Rideklub netop har fået tilsagn om, falder ind under kategorien "Attraktive levevilkår i landdistrikterne", og dækker selve byggeriet af den gulvbelagte hal. Klubbens og lokalbefolkningens mange frivillige har forpligtet sig til at udføre diverse opgaver omkring selve byggeriet, skriver Randers Amtsavis.
Kilde: Randers Amtsavis

