Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Thomas Velin vandt Falsterbo GP

Thomas Velin og Equest Carnute viste verdensklasse, da de søndag sendte dannebrog til tops og vandt Falsterbo Grand Prix - og 110.000 svenske kroner.

Efter 2 omgange på den krævende 1.60 bane lykkedes det Thomas Velin og Equest Carnute at slå Barnando Alves, Brasilien, og Eric Navet fra Frankrig med kun 22 hundrededele.

Thomas Velin er naturligvis utrolig glad for sit resultat, som han mest af alt takker sin 12-årige hingst for.

Jeg ramte ikke vandgraven rigtigt, og jeg tog et galopspring for meget til den lodrette. Alligevel sprang Equest Carnute perfekt, og det skyldes bl.a., at han har et enormt overskud både fysisk og psykisk siger Thomas Velin.

Det flotte resultat har dog ikke fået ham til at ændre mening mht VM. Der bliver ikke noget VM i år for hans vedkommende. Nej, det gør der ikke. Det er jo ikke bare en beslutning, jeg lige pludselig har taget. Den er nøje overvejet, og selvom jeg selvfølgelig er glad for resultatet, ændrer det ikke min beslutning. Jeg satser på EM til næste år og OL i 2004 siger Thomas Velin.

Såvidt de konkurrencemæssige ambitioner - men Thomas Velin har også andre mål. Jeg vil gerne være blandt Top 10 på Verdensranglisten. Engang var min ambition at være blandt Top 100 - så var det blandt Top 50, og nu har jeg altså fået et nyt mål siger Thomas Velin.

Thomas Velin høstede stor ros for sit ridt i Falsterbo og således også fra den danske landstræner, Bo Kristoffersen, som også var i Sverige. Det er kanonfedt, at Thomas har vundet. Med sit ridt i dag har han bevist, at han sagtens kan gøre sig gældende blandt verdens bedste ryttere siger Bo Kristoffersen.

Tre af de danske holdryttere deltog også i Grand Prix'en. Lars N. Pedersen og Charett Ask blev nummer 28, Søren N. Pedersen og Laurion havde desværre et grimt styrt og endte derfor på en 39. plads. Michael Aabo og Casino blev nummer 40, mens Merethe Jensen ikke deltog, da hendes hest, Jumandji, blev halt allerede fredag.

Du kan se resultater direkte på www.falsterbohorseshow.se

[Kilde: Birgitte Wulff, Dansk Ride Forbund]

 

Tilføjet d. 15-07-2002 kl. 12:04 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider