Kl. er fem minutter i ti. Det er en helt almindelig grå søndag formiddag på Hedeland. Men noget er alligevel temmelig særpræget. For på parkeringspladsen ved den røde port, danser ikke mindre end tre forventningsfulde hingste rundt og kan øjensynligt slet ikke vente på, hvad det er, der skal ske om ganske få øjeblikke.
Den smukke, hvide seksårige PRE-hingst står lidt uroligt, mens rytteren sætter sig til rette på ryggen, men ellers er det faktisk forbavsende så roligt de tre hingste tager hele menageriet. Der er udover PRE-hingsten også en 1 ½ årig New Forrest-hingst og en tre-årig Connemara-hingst.
Længere nede af Tune Bygade lyder det: Klik klak klik klak og en travende palominohingst kommer os i møde med en smuk, ung friser-hingst lige i halen, dog uden rytter. Det er Tinamaria Jensen, der kommer hastende imod os og undskylder at hun er lidt sen på den til dette usædvanlige hingstetræf. Lettere forpustet, men med et smil om munden, sætter hingstekaravanen af sted på den skelsættende tur.
En tur, der skal sætte fokus på bedre hingstevelfærd - for hvem siger, at det ikke kan lade sig gøre at tage på søndagstur på en gruppe af unge hormonfyldte, glade hingste? Den teori samt andre myter om hingste vil Tinamaria Jensen i hvert fald gerne afkræfte med denne event.
Se videoklip fra turen her: Hingstetræf på Hedeland
Tinamaria fortæller til heste-nettet at hingste-turen blev en stor succes. Gruppen af hingsteholdere, som alle er heste-nets-brugere, planlægger allerede næste tur på Hedeland, afslører hun, og fortæller, at turen faktisk er blevet en hel tradition nu. "Det eneste lille minus på turen var egentlig de hopper vi mødte på turen, griner hun. Det var faktisk dem, der var lettere kulrede og hys. Hingstene nød bare turen i de smukke omgivelser", fortæller hun om turen i det smukke landskab.
Baggrund: Tinamaria Jensen har igennem mange år drømt om at lave en film og bog om hingste. Og da hun for fire år siden fik egen hingst, blev hun endnu mere overbevist om, at der er hårdt brug for at vise omverden, at der findes alternative måder at have og holde hingst på, som er langt mere på hingstens præmisser end tilfældet er i dag. Alt for mange hingste holdes nemlig adskilt fra andre heste det meste af deres liv. "Jeg har derfor besluttet at lave både en film og en bog om hingste, for at slå et slag for bedre livsvilkår til hingste, men jeg ønsker også at være med til at nedbryde nogle af de fordomme, myter og hysteri, der er omkring hingste." Jeg har allerede nu fået flere spændende henvendelser om hingste som holdes på alternativ vis, men dette vil I løbende få mere information om via heste-nettet", slutter Tinamaria.
Læs mere her: www.heste-nettet.dk/nyheder/4543/
Fakta om hingsteturen på Hedeland den 2. november: Deltagende hingste: Millton 6 år, PRE-hingsten 6 år, Connemara-hingsten 3½, frieseren 2½ og New Forrest-hingsten 1½ år.
I forbindelse med filmen søger Tinamaria en lang række sponsorater af forskellig slags. Målet er at bygge en lækker løsdrift til hingste, som ofte er en mangelvare. "Overskud fra filmen går til denne løsdrift og jeg drager gerne landet rundt med Millton, så man ved selvsyn kan opleve en rolig og velafbalanceret hingst". Det er også muligt at donere økonomisk tilskud til "Hingstepuljen", som går til at skabe bedre betingelser for hingste. Se mere her.

