Dyr på kørebanen er farligt og kan nu blive dyrt for ejeren. Det har en bornholmsk dyreejer, der bor ved vejen mellem Klemensker og Rø nu måttet sande, efter han gentagne gange har haft sine dyr ude på kørebanen. Bornholms Politi har flere gange uddelt bøder til manden, fordi hans køer og heste har bevæget sig ud på vejen. Så sent som i fredags var den gal igen, hvor dyrene blev indfanget både om eftermiddagen og igen kl. et om natten.
"Vi har bøvlet meget med problemet - og vi har nu givet fire bøder til ejeren, fordi han ikke sørger for at holde dyrene væk fra kørebanen, oplyser vagtchefen ved Bornholms Politi. De løse dyr skaber farlige situationer for trafikanterne - og politiet vil derfor forsøge at få løst problemet på andre måder: "Ifølge dyreværnsloven skal man jo sørge for sine dyr", forklarer vagtchefen.
Men det er ikke kun østpå, der er problemer med løse dyr. På Sjelborgvej ved Esbjerg, sprang en hest ud på vejen i forgårs, skriver DR Esbjerg. Tilsvarende skete på Tovskovvej i Mølby ved Sommersted, og på Flensborgvej ved Rødebæk udenfor Tinglev var det en håndfuld kreaturer, der gik frit omkring. Tre heste slap ligeledes ud af deres indhegning på Vismarksvej ved Ladegård tæt ved Vojens.
Politiet opfordrer alle hesteejere til at sørge for at deres hegn er i orden, med strøm og at dyrene har nok foder.
Kilde: DR Bornholm

