Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Politiet efterforsker nu Wels-sagen grundigt

Wels-sagen: I sidste uge kunne heste-nettet oplyse, at det danske politi vurderer, at det kan blive særdeles svært at overbevise anklagemyndigheden om, at de skader hestene blev fundet med, skyldes mishandling. På trods af hele tre videooptagelser af heste, der udsættes for utallige piskeslag under longering og øjenvidne-beretninger. Men nu ser det ud til at politiet har ændret kurs.


For Melanie Bonde var det vigtigste - indtil i formiddags, at opretholde et massivt pres på både politi og veterinærmyndighederne. Men i dag er Melanie Bonde igen optimistisk, da politiet ser ud til at have ændret kurs og efterforsker vidneafhøringerne grundigt i sagen. Det kan dog tage op til 1-2 måneder, fortæller hun til heste-nettet.

Falder sagen imod Christine Wels vil hun med stor sandsynlighed komme tilbage til Danmark, vurderer Melanie Bonde, som har en central rolle i den store opsigtsvækkende hestemishandlingssag. Men efter dagens vidneafhøring hos politiet i Aabenraa, er hun langt mere fortrøstningsfuld end tilfældet var i går.


Melanie Bondes rolle i hestemishandlingssagen var at hjælpe med videokamera-opsætning sammen med Inga Halb og Stig Grann, der bor til leje ved Stald Hesteløkken. Men hun var også sammen med staldejer Maja Astrup og Dyrenes Beskyttelse med til at anmelde Christine Wels i Kruså. Og hun har hjulpet med oversættelse mellem de danske myndigheder og tyske kilder, herunder Inga Halb, der har været med til at finde og konfrontere Wels i Kruså allerede i marts måned i år.


"Indtil dagens vidneafhøring hos politiet var jeg af den opfattelse, at det gælder om at lægge et maksimalt pres på politiet og juristerne. Hvis CW ikke dømmes i Danmark, kommer hun tilbage igen, og det vil signalere, at det er helt i orden at udøve disse træningsmetoder her. Det er grotesk, hvis man kan slippe fra at have udøvet overgreb på sine heste af den kaliber. Vi snakker om 2-3 cm oprevne flænger i mundvigene, blødende sår efter utallige gentagne piskeslag på samme kropsdel, kraftige sår efter indspændingstøjler og skader efter anvendelse af sporer," forklarer Melanie Bonde.


Melanie Bonde indrømmer, at det ærgrer hende meget, at det skulle tage dem så lang tid at få Christine Wels afsløret. Det skyldes, at de forsøgte, udover longeringsoptagelser, at få optagelser af Christine Wels på ryggen af sine heste. Desværre opdagede hun videokameraet, fortæller Melanie Bonde. Af bitter erfaring fra sagerne i Tyskland, er Melanie Bonde udmærket klar over, at billedmateriale alene af sår fra pisk mv. slet ikke holder i retten. Der skal meget mere til.


Melanie Bonde fortæller, at de sammen med Ole Caspersen fra Dyrenes beskyttelse er gået efter at få Christine Wels dømt efter Dyreværnsloven paragraf §1 om ikke at påføre dyr unødig smerte og paragraf §25 stk 2 og §26 i Loven om Hestehold om at udstyr, som anvendes som hjælpemidler på heste, skal være tilpasset den enkelte hest og ikke må påføre hesten skader eller anvendes som tvangsmidler.


Sagen kan danne præcedens


"Det er frustrerende, hvis det bliver vanskeligt at overbevise anklagemyndigheden om, at der her er tale om systematisk træningsmæssig mishandling af rideheste. Denne her sag adskiller sig nok fra de fleste andre vanrøgtssager, som handler om manglende hovpleje eller udmagring mv. De skader der her kunne konstateres, skyldes jo træningsovergreb, og den type sager er der ikke stor erfaring med - endnu."


Ifølge Melanie Bonde, kan sagen her vise sig at danne præcedens og åbne for en meget vigtig diskussion om tvangs- og hjælpemidler og træningsovergreb på hesten. Forhåbentlig vil Dansk Rideforbund fremover indgå i en dialog om retningslinjer for brugen af hjælpemidler contra tvang, ønsker hun. Det er en vanskelig, men påtrængende nødvendig debat for sporten, vurderer Melanie Bonde og påpeger dilemmaet med veterinærmyndigheder og uvildige dyrlæger, som måske ikke altid har den grundlæggende indsigt i de ridetekniske hjælpemidler og færdigheder: "Det er ufatteligt vanskeligt at vurdere træningsmæssige overgreb som blodsår fra sporer og flænger i mundvigene, hvis du ikke kender forskel på indspændingstøjler versus en kapsun - eller i det hele taget ikke ved noget grundlæggende om ridning". Alt sammen faktorer, som ikke fremmer dokumentationen til hestenes fordel.


Hos Hestens Værn er man klar til en principsag, hvis ikke der rejses tiltale. "Vores advokat Sophus Bøgeskov Christensen vil vurdere sagsakterne grundigt, og der er ingen tvivl om, at vi vil rejse spørgsmålet: Hvad skal der så til, hvis hverken vidneudsagn eller videomateriale er tilstrækkeligt?", spørger Ghita Zangger Madsen, og mener at sagen her er grotesk.


I Tyskland er der 15 afsluttede og uafsluttede retssager fra 2004-2008 mod CW, og mediepresset i Tyskland er enormt stort på CW og de retssager, der kører her i november. Christine Wels er blandt andet for længst smidt ud af Erhversrytterforeningen i Tyskland. "Wimbledon" er hesten, der kunne ses på den seneste video fra RTL, og denne sag skal CW i retten for d. 18.11.08 i Kiel:

www.rtl.de/rtlaktuell/ rtl_aktuell_videoplaye...cle=22641.


Her deltager Melanie Bonde og Inga Halb for at høre, hvilke beviser der lægges til grund for en eventuel dom, og hvad der lægges vægt på hos den tyske domstol. Hvis CW bliver dømt i to EU-lande, altså også i DK kan det betyde, at hun kan få en dom, der dækker hele EU. Skulle hun få forbud mod at udføre sine træningsmetoder i Danmark, dvs. blive dømt i en dansk retssag, så rejser Christine Wels angiveligt, efter eget udsagn, til Italien for at fortsætte dér.


"Men efter dagens vidneafhøring er vi langt mere positive og optimistiske i sagen end i går. Politiet ser nu ud til at have ændret radikal kurs og vurderer vidneudsagnene som mere sikre øjenvidner i sagen end tidligere. Nu kan det nemlig blandt andet dokumenteres, at det med sikkerhed er Wels, der er fremtræder på videomaterialet, slutter Melanie Bonde.


 

Tilføjet d. 29-10-2008 kl. 12:12 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Shaila

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider