Gårsdagens offentliggørelse af lempelserne ved staldbygningers loftshøjde kom som en lettelse for mange hesteejere, der har kunnet se frem til at blive berørt af den nye bekendtgørelse, der træder i kraft den 1. november i år.
Det tidligere krav om en minimums lofthøjde på 2,60 meter mødte så megen kritik fra ponyavlere og andre hestefolk, at en regulering af reglerne er blevet foretaget.
Lempelser sker med individuel hensyntagen til størrelsen på hestene. Dette betyder, at staldejere med alm kategori I- el II- ponyer således kan nøjes med 2,20 meter til loftet, hvilket for mange staldejere betyder en lettelse, da ombygning derved kan undgås. For nybyggere, der er i gang med at planlægge staldbygningerne og for andre med almen interesse i staldbekendtgørelsen, bør nedenstående regler studeres nøje:
Uddrag af bekendtgørelsen:
§ 3. I stalde, som benyttes til opstaldning af heste med et stangmål på ikke over 1,35 m, skal loftshøjden være mindst 2,10 m i frihøjde over eventuel strøelse.
Stk. 2. I stalde, som benyttes til opstaldning af heste med et stangmål på ikke over 1,45 m, skal loftshøjden være mindst 2,20 m i frihøjde over eventuel strøelse.
Stk. 3. I stalde, som benyttes til opstaldning af heste med et stangmål på ikke over 1,55 m, skal loftshøjden i stalden være mindst 2,30 m i frihøjde over eventuel strøelse.
Stk. 4. I stalde, som benyttes til opstaldning af heste med et stangmål på ikke over 1,65 m, skal loftshøjden i stalden være mindst 2,40 m i frihøjde over eventuel strøelse.
Stk. 5. I stalde, som benyttes til opstaldning af heste med et stangmål på over 1,65 m, skal loftshøjden i stalden være mindst 2,60 m i frihøjde over eventuel strøelse, jf. § 6, stk. 1, i lov om hold af heste.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2008, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. For hestehold, der er etableret før den 1. juli 2007, finder bekendtgørelsen først anvendelse fra den 1. januar 2020.
For hele bekendtgørelsen se: www.retsinformation.dk/Forms/ R0710.aspx

