Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Paralympiske medaljevindere til Vallensbæk

Der kommer mange VM- og OL-medaljetagere til Vallensbæk i weekenden, når der afvikles nordisk mesterskab i dressur på Vallensbæk Ridecenter. På det danske landshold deltager bl.a. Annika Dalskov og Caroline Nielsen, der vandt 3 medaljer ved OL. Annika Dalskov er endvidere verdensmester.


Sportsrideklubben Vallensbæk afvikler i weekenden d. 24.-26. oktober Nordisk Mesterskab for handicapryttere. Vallensbæk "genopfandt" dette mesterskab i 2006, efter at det ikke havde været afviklet i en længere årrække, og har siden afviklet mesterskabet hvert år.


Det er således 3. år i træk, at Vallensbæk afvikler NM for handicapryttere, og der er planer om, at klubben vil afvikle dette mesterskab hvert år fremover. Til næste år har klubben ansøgt om lov til at afholde et stort internationalt handicapstævne i forsommeren, og har endvidere lagt billet ind på EM i 2011.


Danmark har stolte traditioner indenfor handicapridning, og har vundet mange medaljer ved internationale mesterskaber gennem tiden. Deriblandt har danske ryttere vundet guld ved de seneste 3 verdensmesterskaber, som i øvrigt kun er afviklet 3 gange. Danmark har altså vundet guld ved hvert eneste VM. Især de svenske og norske ryttere har imidlertid fået mange rigtigt gode heste de seneste år, så konkurrencen ved det Nordiske Mesterskab vil blive hård for de danske ryttere.


Til trods for nogle rytteres store handicaps oplever man stor harmoni mellem hest og rytter, og hestene er meget smidige og lydige. Så der bliver masser af god ridning og flotte præstationer at overvære ved stævnet. Mange ryttere er så dygtige ryttere, at man ikke kan se deres handicap når de rider. Handicapryttere er inddelt i 4 grader efter deres handicaps, hvor grad 4 er de mindst handicappede.


Udover det danske paralympiske-hold, stiller Norge også til start med flere af de ryttere, der var med til at vinde norsk bronze i holdkonkurrencen ved de paralympiske lege - kun få point foran Danmark på 4.pladsen.


De danske ryttere har gode chancer for at få en del medaljer med hjem fra det Nordiske Mesterskab. Danmark regnes som en af guldfavoritterne i holdkonkurrencen. Norge stiller uden en af deres stærkeste ryttere, Ann Cathrin Lübbe, der er dobbelt VM-guldvinder og vandt 2 sølvmedaljer ved de paralympiske lege. Holdmesterskabet afvikles over 2 dage, hhv. fredag kl. 11-14.30 og lørdag kl. 13-16.30.


De danske ryttere har også store muligheder for at få mange medaljer med hjem i de individuelle konkurrencer. De største chancer for dansk guld må være i grad 2 og 3, hvor hhv. 18-årige Caroline Nielsen samt Annika Dalskov deltager. Men også i grad 4, hvor de to tidligere verdensmestre, Line Jørgensen, og Charlotte Johansen deltager, spåes de danske ryttere gode medaljechancer. I grad 1 er der en ny dansk rytter med - den kun 14-årige Stinna Tange Kastrup, der dermed skal starte sit første internationale stævne - bl.a. i konkurrence med norske Jens Lasse Dokkan, der er EM- og VM-sølvvinder samt forsvarende NM-guldvinder.


Derudover deltager flg. danske ryttere i det Nordiske Mesterskab: Malene Sommerlund og Liselotte Rosenhart i grad 2 samt June Kelberg Smith i grad 4.


De individuelle finaler afvikles søndag kl. 9.30-13.


Gratis entré. Stævnet afvikles på Vallensbæk Ridecenter på Vejlegårdsvej 123 i Vallensbæk.


Kilde: DRF


 

Tilføjet d. 24-10-2008 kl. 18:24 af i kategorien Arrangementer.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider