Den tyske rytter Christian Ahlmann er blevet udelukket fra konkurrence i fire måneder og får ydermere en bøde på ca. 12.000 kroner + sagsomkostninger for brugen af det ulovlige præparat capsaicin. Tribunalet lagde til grund for dommen, at der var tale om medicinering i klasse A, hvorfor den hårdeste straframme ikke blev taget i brug. Det er nu den 3. rytter i rækken, som bliver diskvalificeret fra OL og får tildelt karantæne. Christian Ahlmann og Cöster kan starte den 18. december i konkurrence igen, da hans karantæne stopper her.
Bernado Alves og Chupa Chup fra Brasilien har fået karantæne i 105 dage og en bøde på ca. 10.000 danske kroner, irske Denis Lynch og Lantinus fik tildelt karantæne på tre måneder og diskvalificeres fra OL. Rodrigo Pessoa og Rufus har fået fire en halv måneds udelukkelse samt en bøde på ca. 12.000 kroner. Den fjerde rytter, norske Tony André Hansen ventes at få tildelt nogenlunde samme straframme med bøde og diskvalificering fra OL, da der også her er tale om brugen af det ulovlige præparat Capsaicin.
Capsaicin indgår i en række præparater, blandt andet Liniment Blue og Equi-Block, som ikke har nogen tilbageholdelsestid og kan købes i håndkøb. EquiBloc var et af de smertelindrende håndkøbsmidler som irske Denis Lynch forklarede, at han havde anvendt på Lantinus' ryg. Prøverne fra de 4 springheste indeholdt alle rester af stoffet Capsaicin, som er et irritationsfremkaldende præparat pga. chilien, der ved påsmøring øger blodgennemstrømningen og gør området ekstra følsomt.
Fire dages karenstid
Pr. 1. januar 2009 får håndkøbspræparater, hvor Capsaicin indgår nu en karenstid på fire døgn forud for stævnedeltagelse. Det er netop blevet besluttet af den nordiske delegation i samråd med den 17. internationale doping-konference. Det var den svenske landsholdsdyrlæge Jonas Tornell, der opdagede at Liniment Blue indeholdt Capsaicin: "Jeg skulle massere en hest på ryggen, og tog flasken og læste på varedeklarationen bagpå." Han undrede sig efterfølgende over at produkterne er godkendt af både Svensk Rideforbund og Travsportforbundet uden tilbageholdelsestid.
Kilde: FEI

