Nu går enhedslisten også ind i diskussionen om nye standarder for dyreforsøg. Ifølge Dyrenes Beskyttelse mangler der et væsentlighedskriterium, når forskere og industrien skal have tilladelse til at lave forsøg på dyr, blandt andet ledbehandlinger på raske heste. Det bakker Enhedslisten nu op om, siger partiets dyrevelfærdsordfører, Per Clausen. Et dyreforsøg skal kun gennemføres, hvis det giver god mening for samfundet.
Dyrenes Beskyttelse har nu trukket sig ud af Rådet for Dyreforsøg. Det sker som følge af, at der gennemføres dyreforsøg uden, at der er taget stilling til væsentligheden af disse forsøg. Dyrenes Beskyttelse stiller sig uforstående overfor, at man tillader, at raske heste systematisk får ødelagt deres led, så forskere får mulighed for at afprøve en ny behandlingsmetode.
"Det er grotesk, at dyreforsøg kan gennemføres, uden at man vurderer disse forsøgs væsentlighed. Derfor vil Enhedslisten nu stille et beslutningsforslag i Folketinget, som indfører et sådant væsentlighedskrav", siger Per Clausen og uddyber:
"Vi accepterer dyreforsøg, hvis de er nødvendige for at udvikle medicin og andre produkter, som er nødvendige for menneskers sundhed. Men vi mener ikke, at industrien skal kunne benytte sig af dyreforsøg i produktudviklingen af mere eller mindre vigtige produkter, uden at der er taget stilling til væsentligheden af disse forsøg.
Kilde: Ritzau

