Interessen for at køre med hest og vogn er stor. Det kunne man se på de over 100 interesserede personer, som var mødt op til "Juniordag" på Holtegaard. Arrangementet var et landsdækkende "Åbent hus" som alle køreforeninger afholder to gange årligt. De mange fremmødte fik alle mulighed for at få tømmerne i hånden og styre et spand heste.
Vendsyssel Køreforening havde stillet 12 spand heste til rådighed, der iblandt et firspand og racerne spændte lige fra store jyder og oldenburgere, og Dansk Varmblod til de små seje shetlandsponyer. Hele dagen igennem var der en lind strøm af publikummer, så alle de 12 spand heste var fuldt optaget fra kl. 10 - 16.
Når der blev kørt, var prøvekuskens familie næsten altid med på vognen, så samtalen gik mest på: Hvordan skifter man gear? Hvor sidder koblingen? Hvor får man sin hest kørt til? Hvor får man hjælp til at komme i gang? Er der kurser? Skal man have kørekort? Hvor gammel skal man mindst være? - Og som en mand sagde til sin kone: "Det skal nok gå, når bare jeg har dig med til at fortælle mig, hvordan jeg skal gøre!"
Baggrund: Køresporten er en rigtig familiesport. Her behøver man kun én hest for at både far, mor og børn kan komme ud på skovture eller til konkurrence. De små firepersoners vogne, der tit bruges, er ikke større, end at de kan transporteres på en almindelig trailer, hvis der er behov for det. Den store interesse, har givet Vendsyssel Køreforening blod på tanden, så efter forlydender, vil de fremover arrangere weekendkurser, en slags A, B, C-kursus, hvor man lærer det grundlæggende i at træne sin hest til at gå for vogn. Se mere på www.vendsysselkoreforening.dk/ hvornår de kommer.

