De fem OL-ryttere som mistænkes for at have dopet deres heste i Hongkong, har nu alle været i høring. Den endelige dom fra Det Internationale Ridesportsforbund forventes i nær fremtid, men indtil videre er status som følger:
Norske Tony André Hansen og tyske Christian Ahlman har netop været i høring, men har bedt om ekstra tid i forhandlingerne til at samle mere bevismateriale, som evt. kan dokumentere deres uskyld. Blandt andet vidneafhøringer. De skal derfor begge afhøres i oktober igen. Datoen bliver formentlig den 13. oktober, hvorefter der træffes en endelig afgørelse.
Den brasilianske rytter Bernando Alves og ireren Dennis Lynch blev indkaldt til høring i begyndelsen af september, hvor de ønskede at fremlægge yderligere bevismateriale i sagen inden den endelige afgørelse. Men dette blev afvist. Begge ryttere har ligeledes appelleret deres midlertidige karantæner - det blev også afvist. De endelige domme ventes snarest. Den anden brasilianer, Rodrigo Pessoa, var ligeledes i høring så sent som den 25.september og hans dom ventes også snarest.

