Den værste fluesæson er overstået, og mange hesteejere vælger at lade hingsteplagen kastrere på denne tid af året. TV2 Øst viser i øjeblikket en række operationsklip fra forskellige dyrehospitaler, blandt andet en stående kastration. Mads Gudiksen der står bag programmet udtaler, at der er scener, blandt andet i klippet af den stående kastration, som kan virke meget ubehagelige: "Det er en balancegang. Som udgangspunkt vil jeg jo gerne vise tingene som de er. Tingene sker under kontrollerede forhold og dyrlægerne guider os igennem begivenhederne, så vi forstår, hvad det er vi ser og ikke bare væmmes ved synet af blod", siger han. Han tilføjer at klippene giver mulighed for at få et indblik i dyrlægernes arbejde og i dyrenes anatomi.
Se klip her: www.tv2east.dk/article.php?id=30933
Ved den stående kastration får hesten først en beroligende sprøjte, og dernæst lokalbedøves pungen og sædstrengen. Operationsområdet renses og desinficeres. Pungen åbnes med et 5-10 cm stort snit ind til testiklerne, som presses ud gennem åbningen og skubbes fri for det omgivende væv, hvorefter en Sands tang sættes på og klemmes kraftigt for at opnå en vævsknusning for derved at lukke testiklernes blodkar.
Dyrlægen klipper herefter sædstrengen over med en emasculator, som placeres så tæt på Sands tangen som muligt. Sands tangen skal herefter forblive fastklemt omkring sædstrengen i cirka 5-10 minutter. Såret i pungen efterlades typisk åbent. En af de mest hyppige komplikationer ved den stående kastration er derfor hævelse omkring sår og penis.
I det helt nye nummer af Magasinet hest fortæller vi om fordele og ulemper ved henholdsvis den stående og liggende kastration, med særligt fokus på den liggende kastration som, ifølge lektor dyrlæge Stine Jakobsen, klart er at foretrække som den mest sikre operation. Læs mere om hvorfor i nummer 9.

