Finalerne ved unghestenes VM i springning i Zangersheide er alle afviklet, og desværre for Danmark blev det en medaljeløs udflugt, men rytterne leverede pæne resultater.
De bedste resultater, set med danske øjne, stod deltagerne med de 5-årige heste for. Søren Knudsen havde Camargue og Coulthard med, mens Andreas Schou stillede op på Cheer and Clear. Danmarksmesteren, Andreas Schou, viste, at han ikke blot mestrer de lidt ældre heste, men derimod også den unge hoppe Cheer & Clear. Ekvipagen leverede en fejlfri hovedrunde, og kom med i omspringningen sammen med Søren Knudsen på hingsten Coulthard.
Andreas leverede en god omspringning, men endte desværre med en enkelt nedrivning, og dermed på en 13.plads. Søren Knudsen red fejlfrit, men lige inden mål, kom det til uoverenstemmelser med Coulthard, som kostede dyre sekunder, og sendte ekvipagen ned på 8.pladsen.
Ved 6-års finalen var bedste danske ekvipage Søren Møller Nielsen på Gonzo Ask med fire fejl i hovedspringningen og en tid på 82,76 sekunder. Resultatet satte ekvipagen på en 22.plads. Jennifer Fogh Pedersen på Edgar red ligeledes fire fejl, men en smule langsommere, nemlig i tiden 83,27 sekunder, og kom derfor på en 26.plads i finalen.
Sidste danske rytter i klassen blev Michael Aabo på Lusanne med 12 fejl i tiden 85,20.
Danmark var blot repræsenteret med en enkelt ekvipage i 7-års finalen, nemlig Michael Aabo på Royal Lady. Desværre var han ligesom rytterne med de danske 6-års heste heller ikke i stand til at ride en fejlfri hovedrunde, og sluttede derfor på 8 fejl og en 28.plads.
For resultaterne af samtlige klasser se: www.scg-nl.nl/

