Sidste lørdag var en af de dage som Anja W. Andersen sent vil glemme. Hesteejerens værste mareridt: At blive ringet op af en dyrlæge, der insisterer på, at have fundet ens døde hest i en grøft, selvom man er så godt som sikker på, at den står trygt inde i sin indhegnede fold og gumler hø. "Det var min eneste og første hest. Jeg nåede kun at have ham i 3 år. Men i de år var Amon min bedste ven", fortæller Anja til heste-nettet efter den tragiske oplevelse i sidste uge.
Anja's kun 7-årige hest var sluppet ud af sin indhegning sammen med 2 andre lidt ældre heste, foruroligende tæt på den trafikerede Roskildevej. Det skete kl. 20.15. Hesten blev ramt af en modkørende bilist i det øjeblik den kommer op af en skrænt. Den blev formentlig dræbt på stedet, da den bliver slynget op i luften. Bilisten har siden forklaret, at han så noget brunt løbe lige foran sig og hørte et bump - derefter dukkede han sig ned i bilen, lukkede øjnene og bad til, at det hele var en ond drøm. Bilen bliver totalskadet uden personskade. Efter sammenstødet, løber de andre heste forbi bilen, har den 49-årige bilist senere forklaret til Anja. De slipper dermed uskadt fra løbeturen uden alvorlige mén, men kommer senere til observation på Højelse Dyrehospital.
"Jeg har fulgt deres spor på marken, ét spor fører op langs skrænten og to spor fører langs skrænten indtil den slutter. Så grunden til, at de 2 ældre heste slap for sammenstødet var, at de ikke så let kunne komme op af skrænten som min unge hest. De har valgt at løbe udenom og er derfor kommet lidt bagefter min", fortæller Anja om hændelsen.
Hest lå død i grøft
Men alt det ved Anja intet om endnu, da en dyrlæge ringer hende op lørdag aften. Hun kan næppe tro, at det drejer sig om hendes hest, selvom dyrlægen har aflæst chippen og rigtig nok læser Amon's fulde navn op i telefonen.:" Ejer: Anja W. Andersen", det lyder helt uvirkeligt i telefonen.
Anja skynder sig at løbe op til vejen. Leder efter sin hest, men er meget i tvivl om, hvor hun skal lede. Anja finder i næste øjeblik sin hest efterladt, liggende i en grøft med en politistrimmel på pandebåndet af grimeskaftet. Så politiet har været på ulykkestedet og mærket hesten, men smuttet igen, da hesten jo var død. Og så var der nok ingen grund til at dyrlægen kom ud og tilså hesten med det samme - ihvertfald ikke ifølge politiet.
Det forklarer en noget undrende dyrlæge alt sammen til Anja senere. Dyrlægen fra Højelse Dyreklinik har nemlig meget svært ved at forstå, at man som politimand er i stand til at vurdere om en hest er død eller ej, da det ikke handler om hjerteaktivitet eller ej, hvilket er en ting som mange hesteejere godt er klar over. Dyrlægens pointe er at hun burde være tilkaldt med det samme, i henhold til dyreværnsloven og ikke et stykke tid efter, hvor hesten (med sikkerhed, red.) var død. At det kan være særdeles svært at vurdere, om en hest rent faktisk er død, kan de fleste dyrlæger nok skrive under på, når de er udsat for, at en hest skal have mere Pentobarbital end forudset i en aflivnings-situation.
Mange timer på ulykkestedet
Ikke et menneske er at finde i nærheden af ulykkestedet, og der kommer heller ikke nogen og hjælper Anja den næste halvanden times tid, for Falck vil ikke afhente en hest uden at vide sig sikre på, hvem regningen skal rettes til, og desuden var der slet ikke nogen vogn ledig til formålet. Anja´s veninde og far kommer nu og holder hende med selskab indtil Falck kommer. Efter en næsten ubærlig ventetid med en død hest i en grøftekant, dukker der kun en enkelt mand op kl. 4 om natten.
Forkert politirapport giver problemer
"Problemet er nu, at politiet har skrevet en politirapport, hvor dødsattesten fra dyrlægen mangler - dyrlægen var jo ikke på ulykkestedet før langt senere, og det er et problem i hele forsikringsspørgsmålet, fortæller Anja træt. "Og det kan åbenbart ikke ændres uden, at det er den pågældende politimand selv, der retter i dokumentet - og han er gået på ferie nu", sukker Anja. Desuden har politiet konkluderet, at det var en af de raske ældre heste, der blev påkørt og ikke hesten i grøften. Dødsårsagen på hesten i grøften er således ukendt - det er i hvert fald, hvad står anført i politirapporten, fortæller Anja ærgerligt, hvilket man så også kan læse i de medier, der har lænet sig op af dén version, siger hun.
Politiet kan endnu ikke give nogen konkrete oplysninger om rapporten, oplyser de til heste-nettet.
Indbosikringer ikke gearet til objektivt ansvar endnu
Der er ingen tvivl om, at det objektive ansvar nu påligger ejeren af hesten, her Anja w. Andersen med den nye ansvarslov pr. 1/7-2008. Hun har heldigvis en gældende indboforsikring, fortæller hun. Den er blot slet ikke tunet ind på hele erstatningsproblematikken - endnu. "Hesten er heldigvis også livsforsikret, selvom det er en meget ringe trøst lige nu", fortæller Anja. Hun fortsætter: "Jeg har længe været klar over at hegnene ikke var ok på pensionsstedet, og at strømmen var meget svingende. Ejerne var godt klar over det selv, og jeg gjorde mit til at gøre opmærksom på problemet. Alligevel var det vanskeligt, da man jo nemt kan opfattes som "hysterisk." Ingen tvivl om, at jeg fremover vil sikre mig, at der er helt hegnsikre forhold for hestene på stedet, hvis jeg nogensinde skal have en hest stående ude i byen igen,"slutter hun.
Efterskrift
Hele dilemmaet omkring de mange hestepensioner, og hvor meget man skal blande sig, når man som pensionær oplever, at hegnene ikke er up to date, er blevet mere end relevant. Det er ikke blot i hesteejerens etiske interesse men i høj grad er der også hensynet til de bilister, som risikerer deres liv, når der er løse heste i trafikken. Men er det rimeligt, at hestepensionærer fremover skal bruge deres tid som kontrollanter? Eller er det naturligt, at hesteejeren skal tage et aktivt medansvar fremover?
Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se langt flere af disse tragiske hændelser, som måske kunne være undgået, hvis hegnet altså havde været i orden med den rette spænding. At indhegningerne er forsvarlige, bør i sidste ende også være opstaldnings-stedets ansvar. Selvom det jo paradoksalt nok, i lovgivningen, alene er blevet hesteejerens ansvar nu.

