Orkanen Ike: Verdens mindste hest Thumbelina på kun 43 cm og 25 kilo var tæt på at blive revet med af en flodbølge i weekenden. Det forlyder, at Thumbelina stod vel i sin stald, da de sidste krampetrækninger fra Ike ramte St. Louis. For første gang nogensinde stod det omkringliggende vandløb med massive, oversvømmede bredder, og vandmasserne styrede direkte imod Goose Creek Farm - midt om natten.
Inden for få minutter stod vandet i næsten en meters højde rundt om stalden, fortæller ejer Mark Goessling, der selv var på vej hjem, men sad fast i trafikken pga. lukkede veje mv. Så konen Kay, fik hurtigt trukket i tøjet og skyndte sig over i stalden, hvor hun heldigvis kunne konstatere, at vandet endnu ikke var trukket så meget ind i staldområdet endnu. Det skyldtes mest af alt, at gulvet er hævet en anelse fra jorden. Thumbelina stod derfor ganske uanfægtet af situationen. Men hun blev for en sikkerheds skyld sat op på en lænestol, svøbt i håndklæder for at holde hende varm og i sikkerhed indtil stormen var drevet over. Mens hele farmen var oversvømmet med vand, stod hun således i sikkerhed i lænestolen, indtil vandmasserne efterhånden trak sig tilbage igen. Og det gjorde de relativt hurtigt igen.
Goose Creek Farm har dog fået en del skader fra flodbølgen, og det vil tage mange uger før det hele er tilbage i samme stand, fortæller Goessling. Men han er fortrøstningsfuld, og har allerede planlagt den næste turné med Thumbelina. Sidste år blev parret verdensberømt på at turnere alle 48 stater rundt for at indsamle penge til velgørende formål.
Thumbelina optræder i Guinness World of Record 2008 sammen med blandt andet verdens højeste nulevende hest, den belgiske trækhest, Radar. I den anledning gjorde ejeren Mark Goessling klart, at Thumbelina ikke bare er verdens mindste miniaturehest: "Hun er ikke en rigtig miniaturehest, faktisk har hun et medfødt dværg-gen, som gør at hun er endnu mindre, så hun kan desværre ikke reproducere sig selv, fortæller ejeren. Ejeren fortæller at hun faktisk er en "miniature-miniature".
Se video her
Kilde: Horsetalk

