Politiets teknikere har fundet årsagen til den voldsomme brand på Sakskøbing Rideskole. Det var en bigballe, der selvantændte. Den store brand på Sakskøbing Ridecenter på Kjeldmosegård, hvor 11 heste omkom, skyldtes selvantændelse. Det skriver folketidende.dk. Det fastslår politiet i Nykøbing Falster. Fire mand fra politiets kriminaltekniske afdeling undersøgte onsdag brandstedet sammen med lokale politifolk. De nåede frem til, at branden skyldtes selvantændelse i en bigballe af halm, som lå inde i en af ridecentrets længer.
"Halmen har været våd i kernen af bigballen. Og når der så kommer luft til, så bliver halmen varm", forklarer vicepolitikommissær Tom Ahlquist fra politiet i Nykøbing Falster. Han fortæller, at politiet lavede et forsøg, hvor man stak hul på en bigballe.
"Den begyndte at blive varm med det samme", siger Tom Ahlquist.
Tre længer udbrændte i går nat, da en voldsom brand hærgede rideklubben i Reersø ved Sakskøbing. Der var 22 heste i staldene på Kjeldmosegård, men 11 heste brændte ihjel, mens brandfolk og ejere kun kunne se til.
Desværre nåede 11 af de 22 rideheste i boksene aldrig i sikkerhed, selv om centrets ejer, Bjarne Kruse, med fare for eget liv sloges for at få hestene ud inden branden få minutter senere bredte sig med eksplosionsagtig hast. Da brandfolkene blev alarmeret, havde de mindre end 5 minutter til at få heste ud, inden taget begyndte at falde sammen. Men på trods af hjælp fra flere røgdykkere, lykkedes det altså kun at redde halvdelen af hestene.
Flammerne stod i lys lue, da flere hesteejere og ryttere i løbet af i går morges mødte frem på ridecentret, for finde ud af, om deres heste var blandt de døde eller overlevende, der måske var nået i sikkerhed ude i foldene. Hestene er formentlige døde af røgforgiftning inden der gik ild i dem, vurderer dyrlægen.
"Vi har stået og tudet sammen i flere timer. Det er ikke rigtigt gået op for en, at det ikke er alle, der har klaret det, siger Ann-Sofie Pluogh-Madsen til EkstraBladet.dk. Hendes hest Lucky undslap branden.
"Vi har grædt og grædt. Hestene var vores et og alt. De var en del af familien. For teenagesøstrene Cecilie og Camilla Würtz blev enhver ridepiges værste mareridt tidligt i går morges til barsk virkelighed, da deres heste omkom. "Vi blev vækket af vores forældre klokken fem. De fortalte, at de havde været ude ved stalden og fået at vide, at både Blanka og Rastona desværre ikke kom med ud af de brændende bygninger, fortæller de til EB.
Sammen med en del andre ridepiger har Cecilie, 14, og Camilla, 16, i årevis haft deres heste opstaldet på Kjeldmosegård, hvor den private Sakskøbing Rideklub holder til. "Vi elskede vores heste . De var hele vores liv. Så lige i øjeblikket aner vi simpelt hen ikke, hvad vi nu skal få fritiden til at gå med. Vi var jo herude hos dem hver eneste dag", siger søstrene til Ekstra Bladet.
Af de overlevende rideheste er der flere eksempler på afsvedne haler, en enkelt har fået hele sin hale brændt af, mens andre er sluppet med afsvedne ører.
Se video af slukningsarbejdet her
Kilde: EkstraBladet.dk

