Eliteskue 2008: Det avlsmæssige højdepunkt på Dank Varmblods Elite skue er kåringen af Årets Hoppe i dressur og springning samt tildelingen af guld-, sølv- og bronzemedaljer til årgangens bedste hopper.
I alt 70 nykårede hopper deltager i kampen om medaljerne. Hopperne bliver vist for dommerne lørdag eller søndag i springning eller gangarter og møder søndag fra kl. 12.05 til uddeling af opdrættermedaljer i bronze og sølv. Her udvælges et antal hopper til guldfinalen begyndende søndag kl. 15.25 med udnævnelse af årets hopper.
Romera K blev sidste år bedste dressurbetonede 2-års hoppe og er i år tilbage på eliteskuet i kampen om opdrættermedaljer. Ved sommerens sadelkåringer har nogle af de 3-årige hopper vist brugsegenskaber helt i top. Én af dem er den springbetonede hoppe Wizal II F. Vejgård fra Toni Hørup, Sønder-Omme. Hoppen har med 875 point i springning opnået det andet bedste resultat på landsplan. Avler Dorit Greve havde sidste år det bedste dressur-betonede hoppeføl og har i år efter samme moder en 3-års medaljekandidat.
Poul Graugaard, medlem af Dansk Varmblods avlsledelse, betegner årgangen af dressurbetonede hopper som kendetegnet af mange forskellige fædre, hvor man sidste år så en enkelt faderhingst, der dominerede billedet.
"Sidste år skilte særligt én hoppe sig ud fra mængden, men i år tegner der sig et billede af 4-5 dressurbetonede hopper med suveræne gangarter og ridelighed. Årgangens springbetonede hopper giver mig en helt klar oplevelse af, at den målrettede fokus på springhesteavlen har givet bonus. Vi kan år for år se, at Dansk Varmblods springheste bliver bedre og bedre. Typemæssigt er de blevet mere ensartede og de er ikke blot kendetegnet af fremragende springegenskaber men også en super galop med stor balance."
Dansk Varmblod tilstræber en passende andel fuldblod i hestene, og derfor er det vigtigt at anvende hopper med stor fuldblodsandel i avlen. To 3-års halvblodshopper er i år udtaget til eliteskuet og det drejer sig om Okslunds Miss Hurricane efter Heraldik XX / Olympic Ferro opdrættet og ejet af Eva Kristensen, Brørup og Fame Guldbjerg efter Painters Row XX / Weltmeyer opdrættet og ejet af Henning Stuhr Petersen, Bogense. Begge disse forædlede hopper har et prøveresultat i dressur på 728.
Årgangens spidser
Hoppen Mirell efter Casir Ask / Lambrusco Ask opdrættet og ejet af Inger Bech Madsen, Tårup ved Mesinge tegner sig i år for det højeste prøveresultat ved sadelkåringen, hvor hoppen har opnået imponerende 900 i løsspringning.
Wizal II F. Vejgård efter Carson Ask / Looping opdrættet og ejet af Toni Hørup, Sønder-Omme har opnået det andet højeste springresultat på landsplan med summen 875 point.
Det højeste dressurbetonede resultat ved årets sadelkåringer blev opnået af Rapitalà med 885,5. Hoppen er efter Blue Horse Romanov / Solos Carex og er ejet af opdrætteren Henrik Hansen, Solrød Strand. Hoppen Grevens Sa'Va' fra Dorit Greve og Svend Skov Poulsen, Egtved, kommer med et resultat på 876,0. Denne hoppe er efter Blue Hors Soprano / Blue Hors Romancier. Dens mor er ligeledes mor til årets dressurbetonede hoppeføl 2007 i Dansk Varmblod.
I holdet af nykårede hopper bliver der gensyn med mange interessante hopper. Vi bliver således præsenteret for årets bedste 2-årige hopper fra 2007, hvor både årets dressurbetonede hoppe, Romera K efter Blue Hors Romanov / Blue Hors Hertug opdrættet og ejet af Lisbeth og Kristen Krogh, Erslev, og årets springbetonede hoppe, Lady Melody Enggård opdrættet og ejet af Hanne og Jens Aage Hansen, har kvalificeret sig til eliteskuet igen i år.
Der bliver gensyn med endnu en 2-års finalist fra 2007, nemlig Kokholms Margrethe, der ved Elitefølauktionen i 2005 blev dyreste hoppeføl. Hoppen fremstilles af Møgelmosegård A/S, Vodskov, og er opdrættet af Jytte Kolster, Viby Sjælland.
INFO: Eliteskuet foregår i dagene 5. - 7. september 2008 på Danmarks nationale hestesportscenter, Vilhelmsborg. Sideløbende med Eliteskuet vil der ved dette multiarrangement blive afviklet DM i springning og DRF's championatsfinaler i springning. Springkonkurrencerne starter allerede onsdag den 3. september og der er gratis adgang til stævnepladsen både onsdag og torsdag. Se mere her

