Horsemanship er efterhånden et slidt begreb, for hvad dækker det lige præcis over? Alligevel er det mange års drøm, der endelig bliver til virkelighed for Tabita Cramers. Drømmen om en horsemanship-rideskole, hvor alle, også folk uden egen hest, kan blive uddannet fra jorden og senere fra ryg på små bitte hold, med masser af tid til den enkelte. "Min drøm er, at flere får øjnene op for, hvor mange ting man kan lave med sin hest, men også forstår, hvor utrolig sensitiv hesten er, fortæller hun til Heste-nettet.
Så der er ingen tvivl om, at det er den gode oplevelse med tryghed, afspændthed, tillid, balance og nærvær, der er i højsædet, og som skal tegne den nye horsemanship-rideskole. "Det er dét, der er kernen i min horsemanship-undervisning, i store træk", siger hun og fortsætter: "Jeg er inspireret af mange forskellige undervisere som norske Ellen Offstad, Bent Branderup, Parelli og centreret ridning, men underviser ikke ud fra én metode". Hun forklarer, at hun lægger stor vægt på positiv forstærkning, lange liner og de klasssiske principper fra akademisk ridning, men det er de bedste guldkorn fra de forskellige retninger der mødes.
Horsemanship-rideskolen består af 6 elevheste, men der er også mulighed for undervisning på egen hest.
Horsemanship-skolen åbner den 7. september, hvor der er åben stald - Vindingehoved Kursuscenter mellem Horsens og Skanderborg. Alle er velkomne.
Læs mere her : http://www.motiverdinhest.dk/

