Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Stem på Tina Lund i aften

I aften går Vild med Dans i luften, og dermed Tina Lunds nye karriere som "dansetrold". Dansen som Tina debuterer med, er den svingende og sensuelle samba, og Tina er helt klar: "Jeg glæder mig helt vildt meget, og jeg har også set min kjole. Den er virkelig sej - en super-funky kjole, så I kan godt glæde jer" siger hun og opfordrer alle til at se med: "Det er nu det gælder, så det er virkelig vigtigt, at folk kommer til stemmetasterne," opfordrer hun.


Nu skal man jo ikke diktere hvem folk skal stemme på, men Tinas slogan er i hvert fald klart: "Støt sporten og stem" - på mig" griner hun.


Tina og hendes dansepartner Tobias vil være de allerførste på dansegulvet, så det gælder om at se med fra start, hvis man vil opleve springrytteren i en svingende samba kl. 20.00 i aften på TV2.


Tina Lund danner par med den svenske danser Tobias Karlsson, der lige har vundet den svenske udgave. Han må altså være en god læremester, og Tina og Tobias ser også ud til at svinge godt sammen. De joker og griner sammen og Tobias er meget imponeret af Tinas styrke: "Tina er utrolig stærk i mave og ben" siger han " det er en tydelig følge af hendes ridesport. Jeg tror også at det betyder meget at Tina er vant til at arbejde sammen med et dyr - nu er jeg jo ikke et dyr" griner han på halvt svensk, halvt dansk. "Dét jeg mener, er at hun er vant til samarbejdet. Og så er hun så utrolig fokuseret og ambitiøs. Det er det spændende ved at skulle danne par med en sportspige."


Tina Lund smiler lidt ad Tobias' beundring, men indrømmer at hun er fokuseret. "Jeg regner da med at komme et godt stykke ind i konkurrencen", smiler hun glad.


"Det er helt vildt sjovt. Jeg synes faktisk, at det går ok. Men det er svært at holde balancen i de høje sko - og mine fødder gør ret ondt." Det var da også det at skulle gå og ikke mindst danse i de høje sko, der tidligere voldte Tina bekymringer: "Men jeg slider dem rigtigt, siger min læremester" smiler hun glad, og viser hvordan de høje brune stiletter allerede er blevet helt hvide i spidsen af sålen. "Ja, det er super bra", siger Tobias, "Tina slider sine sko de rigtige steder, dvs. foran og ikke i siderne. Det er et stort plus". Tina og Tobias skal fremover træne tre dage om ugen i tre timer. Og det er der sikkert også brug for, for feltet er meget stærkt og spændende i år, mener mange.


Feltet består af modellen Oliver Bjerrehus, sangerinden Szhirley Rasmussen, sanger Søren Bregendal, skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis, tennisspiller Kenneth Carlen, førstedamen Anne-Mette Rasmussen, Tv-vært Hans Pilgaard, kuglestøder og OL-fanebærer Joachim B. Olsen og musikker Jette Torp. Der er altså nok at kæmpe imod for Tina og Tobias.


Andrea Elisabeth Rudolf, der igen er vært sammen med Claus Elmig, glæder sig da også til at følge Tina og alle de andre: "Jeg tror de er lidt farlige" siger hun, uden dog at ville sætte helt ord på hvorfor: "Hmm der er noget over det der blonde og skandinaviske", vurderer hun.


Tinas sidste ord er næsten til et slogan, da hun bliver bedt om at sige noget til alle pony-piger, spring-entusiaster og heste-drenge: "Støt sporten og stem!" siger hun. Og det er så sloganet for denne sæson af Vild med Dans: Støt ridesporten og stem! På hvem står jo klart.



 

Tilføjet d. 29-08-2008 kl. 15:11 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Shaila

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider