Politiet i Slagelse mener nu at have fundet den person, der søndag skød en drægtig hest, ifølge TV2 ØST. Men manden kan hurtigt være ude igen, da politiet ikke kan varetægtsfængsle manden for dyremishandling, selvom han angiveligt har skudt hoppen gentagne gange med et oversavet jagtgevær. Jagtgeværet blev fundet på mandens bopæl i Slagelse.
Manden er blevet sigtet for dyremishandling på baggrund af de 25 affyrede haglskud, men han vil ikke forholde sig til anklagen. Politiet afventer derfor de tekniske undersøgelser af jagtgeværet. Den 23-årige er en gammel kending af politiet og er desuden sigtet i en række berigelsessager.
"Det er en syg mands værk bare at køre ud og pløkke løs på en hest, så vi er naturligvis glade for at have fundet en mistænkt", siger Jan Schmidt fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: TV2 ØST.

