De indskærpede regler overfor mekanisk og medicinsk doping hos Tennessee Walking heste, gør det fremover sværere at manipulere sig til højere benløft i sporten. Der har gennem flere år været skærpet og rutinemæssigt tilsyn ved sportskonkurrencerne. Men nu skal der også foretages forudgående kontrol af udstyr, inden hestene deltager i konkurrence, for at afsløre brugen af ulovlige genstande under gamacher, seletøj og ikke mindst de ætsende midler. Men flere kilder indenfor Tennesee Walking Horses organisationen vejrer imidlertid morgenluft. Både trænere og ryttere er nemlig interesserede i at lægge fortidens synder bag sig og varetage hestens tarv, forlyder det optimistisk.
Brugen af ætsende midler for at skabe en øget kandencering i gangarterne har været et udbredt problem indenfor sporten, så derfor har dyreværnskontrollanter rutinemæssigt indskærpet kursen overfor det omsiggribende misbrug. Det gælder ikke alene overfor brugen af ætsende midler, men i høj grad også overfor anvendelsen af atropin, som får pupillerne til at udvide sig. Det slørede syn skulle angiveligt få hestene til at løfte benene højere. Men, Professor Doyle Meadow, chefen for den årlige Tennessee Horse Festival i Shelbyville i Tennesse, er dog optimistisk. Han mener at den nye generation er langt mere interesseret i hestevelfærd.
Sidste år måtte politiet rykke ud til en konkurrence, for at beskytte de dyreværnskontrollanter, der skulle holde opsyn med det prestigefyldte stævne i Shelbyville, da der opstod tumult over de mange diskvalifikationer. Stævnets deltagere var af den opfattelse, at kontrollanterne var for strikse overfor den forbudte praksis "soring". Her blev seks ud af ti Tennessee Walking Horses således diskvalificeret pga. brugen af de ætsende midler.
Kilde: The Horse

