OL Hong Kong: Exquis Clearwater er både opdrættet og opvokset hos den 53-årige avler og dyrlæge Jens Kvist fra Gram. Han sidder klistret til skærmen om få dage, når de danske dressurryttere skal i ilden for første gang, bedyrer han. Han har nemlig stadig avlshoppen Abigirl, der har fostret den talentfulde hest, gående derhjemme på stutteriet. Men han tør ikke spå om medaljechancerne, da der er så meget, der skal flaske sig, for overhovedet at kunne blande sig i toppen.
"Det er svært at sige, hvordan det kommer til at gå. Det er en god hest , men man ved aldrig, hvad der sker undervejs, for ting kan gå galt. Den kan gå hen og blive halt og så videre", vurderer Jens Kvist, der dog håber, at æblet ikke falder langt fra stammen.
Abigirl hedder hoppen som er mor til den succesrige OL-hest Clearwater. Hoppen avler stadig og har et 2 mdrs føl, Covergirl, ved siden. Jens Kvist fortæller endvidere, at han har en helbror til Clearwater, som er i ridning. Men især Covergirl ser ud til at have, hvad der skal til, for at gøre sig gældende for alvor. Og det er da også de 2 hopper, han satser på skal føre de gode gener videre i avlen, har Jens Kvist besluttet. Han avler primært på tyske hannoveraner dressurheste.
Clearwater har som bekendt, med Sanne Henningsen i sadlen, høstet adskillige sejre og anerkendelse. Det er nu Anne Von Olst og Clearwater, der skal dyste om en finaleplads i Hongkong om få dage. Klaus Munkedal valgte at sælge hesten til Anne's hollandske sponsor Team Exquis sidste år. Det skete da Sanne og Clearwater ikke formåede at kvalificere sig til OL ved EM.
Onsdag d. 13. august DR2
:
13.10 - 18.00: Dressur: holdfinale og individuel kvalifikation - dag 1
Torsdag d. 14. august:
13.10 - 18.10: Dressur: holdfinale, inkl. medaljeceremoni og individuel kval. dag 2
Lørdag d. 16. august:
13.10 - 17.55: Dressur: individuel, 2. kvalifikationsrunde
Tirsdag d. 19. august:
13.10 - 16.15: Dressur: individuel finale
16.30 - 17.00: Dressur: individuel finale

