Mange af den seneste tids mange skamferingsager i medierne, manes nu officielt til jorden af en dyrlæge. Det er nemlig de indbyrdes kampe mellem hestene, der giver sår og flænger på hestenes bagpartier. Det mener dyrlæge Berner Olsen som kommentar til den seneste episode fra Tune i Roskilde. Her tænkte hesteejer Lene Gram Hansen netop det værste, da hun så sin 14-årige hoppe bløde slemt fra bagparten. Hun havde pådraget sig en 10 centimeter lang flænge i skeden.
"Der er tale om, at hestene sparker hinanden. Det er den måde, de finder deres plads i gruppens hakkeorden. Især hopper stiller sig ofte op med bagenden mod hinanden, hvorefter de sparker, indtil den svageste trækker sig, og her kommer benene ofte op i skedehøjde", siger han. Så synet af flænger i bagparten er bestemt ikke noget usædvanligt syn for dyrlæge Berner Olsen, som tilføjer, at han jævnligt syr flænger sammen på hopper. Han har 35 år på bagen som dyrlæge.
"Jeg har set mange heste i min karriere, og de flænger, som heste pådrager sig under sådanne magtkampe, opstår gerne ved siden af skeden eller i selve skamlæben. De ligner snit fra en kniv, men det skyldes, at begge heste konstant står klar til at sparke. Deres hud er således spændt ud som et trommeskind", forklarer Berner Olsen. Han mener derfor det er mere sandsynligt, at der er tale om spark i langt de fleste af skamferings-sagerne.
Kilde: Dagbladet Roskilde

