Nedtællingen til det store udendørs Danmarksmesterskab i springning og dressur er i fuld gang, og det nationale hestesportscenter Vilhelmsborg summer af aktivitet i dagene op til arrangementet.
Den store udendørs springbane skal gøres klar, ligesom dressurbanen på den smukke gamle gårdsplads. Tribunerne skal stilles op, stævnebokse gøres klar og græsplænerne slåes, så den gamle herregård tager sig ud fra sin bedste side, når stævnet starter på torsdag den 30. maj.
Og der bliver masser af god og spændende ridning med både yngre talentfulde ryttere og heste og de mere rutinerede.
Blandt de unge springryttere finder man Tina Lund, der netop er nykåret Danmarksmester i springning for U/21.
Vinder af DM i springning 2000 Merete Jensen har også meldt til start ligesom den 5 dobbelte Danmarksmester Lone Kroman og sidste års vinder Torben Suhr.
Dressurryttere som Michael Søgaard og Birgitte Byrialsen hører ganske vist ikke til den yngste gruppe deltagere, men begge kommer med heste, som netop har debuteret i Grand Prix. Hestene er henholdsvis Finale Dane, som jo på nuværende tidspunkt er delvis ejet af Dansk Ride Forbund, og Come Back II, der blev kåret til årets hingst i ved den årlige hingstekåring i Herning. Det bliver spændende at se hvordan de klarer sig mod ryttere med mere rutinerede heste som Prinsesse Nathalie zu Sayn Wittgenstein, Fantast S, og Susie Fastrup, Another Sensation.
Alt i alt tegner det til at blive en forrygende forlænget weekend, hvor vi alle krydser fingre for vejret!
For yderligere information besøg DVR HorseShows
Dobbelt DM, Dressur og Spring
Tilføjet d. 28-05-2002 kl. 03:00 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

