Vinden begyndte at tage til og blæste dunkle skyer hen over den før så solskinsrige plads, da Nations Cup i spring skulle til at tage sin begyndelse. Det skulle imidlertid vise sig, at det var sejrsvinden, der blæste.
Det danske landshold havde en forrygende omgang på banen. Linnea og Cha Cha Z lagde hårdt ud med en fejlfri runde, som den eneste af de foreløbige holdrepræsentanter.
Som den næste danske ekvipage lagde Charlotte på Andante flot ud, men et enkelt forben på bommen og en baghov i vandet, resulterede i 8 fejl.
Tina og Carola red målrettet ind på banen, og red en flot nulrunde. En enkelt dirrende bom gjorde det nervepirrende, men sejrsvinden var med Danmark, og den blev liggende. Thomas Velin sluttede den danske runde ligeså flot, som den startede.
En lynhurtig fejlfri runde, og Danmark førte suverænt. Som den eneste nation med nul fejl i første omgang, var der temmelig langt til de nærmeste konkurrenter Norge, Frankrig, Italien og USA, der alle havde 8 fejl samlet.
Værtslandet Sverige røg ud efter første runde med 24 fejl, og ligeså gjorde Holland med hele 44 fejl og en hel væltet mur.
I anden runde besluttede svenskerne derfor at heppe på deres nabo, og Linnea red en fejlfri lynrunde, mens hele puplikum holdt vejret. Hun gennemførte et splitsekund hurtigere end i første runde med tiden 79,78 på en glad og veloplagt Cha Cha Z.
Charlotte red ind igen med en lydhør Andante og en klar ambition om en nulrunde. Men trods en kraftigt øget fremdrift mod vandgraven, røg der endnu engang en baghov i vandet. Dette forstyrrede ekvipagen, og også den næste bom faldt ned.
Tina red en rolig og behersket omgang på den store, smukke Carola, og det så ud til, at hun skulle til at levere endnu en nulrunde. I det næstsidste spring var der desværre en millimeter for lidt luft mellem hov og bom, og Tina red ud med fire fejl.
Dermed hang spørgsmålet tilbage om Thomas kunne ride en nulrunde og således optimere Danmarks vinderchancer.
USA stod som den nærmeste konkurrent, men da deres sidste rytter fik tre nedslag og tolv fejl, var Danmarks sejr i hus.
Thomas afstod derfor fra at ride den sidste runde, og red direkte ind til sejrsrunde, nationalsang og blomster, mens sejrsvinden fløjtede om ørene. Det danske springhold kunne dermed modtage deres 4. Nations Cup-medalje.
"Det er en fantastisk præstation" udbrød Dansk Ride Forbunds sportschef begejstret, da han hørte den glade nyhed.
Også Linnea var henrykt: "Det er helt fantastisk at ride to nulrunder på sådan en bane", sagde hun begejstret og smilede pænt til de mange fotografer, der stod i kø for at udødeliggøre vinderholdet.
USA og Italien blev henholdsvis nr. 2 og nr. 3.
Kilde: Dansk Rideforbund

