Igår mellem middagstid og kl. 19.45 er to heste blevet fjernet fra deres fold på en privat ejendom i Skanderborg. Ejer Maritza Helene Fjordmand Damm står uden spor efter gerningsmændene.
Det drejer sig om travhesten Höwings Melody, der er brun med stjerne og en sok på venstre bag. Hesten er 4 år og chipmærket.
Den anden hest lyder navnet Rishøjs Aslan, er brun med stor blis og tre lange hvide sokker. Ponyen er en welsh Sec. F og 1 år gammel. Da den forsvandt bar den en blå grime.
Maritza Helene Fjordmand Damm udtaler til Heste Nettet: "Jeg har ingen formodning om, hvem der står bag. Höwings Meldody var købt som ridehest, og kan derfor ikke have nogen højere salgsværdi."
Det er muligt at hestene blot er blevet lukket ud af deres fold af ukendte gerningsmænd, men siden igår har Maritza forgæves ledt efter hestene i området.
"Det første jeg gjorde, da jeg opdagede, at hestene var væk, var at ringe op til institutionen Sølund, der ligger blot 1 km fra hestenes fold. For nogle uger siden, var mine heste blevet lukket ud, og de var løbet derhen, så jeg håbede de befandt sig der."
Indenfor de sidste uger har institutionen Sølunds heste været lukket ud af deres fold flere gange, og derfor håber Maritza, at hendes heste måske blot befinder sig i nabolaget, men hun frygter det værste. "Mine naboer så for tre- fire dage siden to personbiler og en hestetransporter på gården." fortæller Maritza til Heste Nettet. "Jeg har ikke været der med en hestetransporter, så det kunne måske have noget med deres forsvinden at gøre."
I det hele taget undrer det Maritza, hvordan nogen har fundet frem til hestene, da gården de er opstaldet på ligger langt inde ad en grusvej. Folden ligger tilmed bedre gemt af vejen bag to huse, hvor høje træer gør, at man ikke så let kan se dem udefra.
Skulle du have spor, der kan hjælpe Maritza med at få hestene hjem igen, så ring til hende på 42 24 20 80.

