Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Følg med i Aachen i eftermiddag

I denne uge og i fantastisk vejr med høj sol og varme, løber det verdensberømte og skelsættende stævne CHIO Aachen af stablen. Verdensberømt, fordi det er et af de største og mest spektakulære stævner både hvad angår tilskuere, stævnefaciliteter, rytterprofiler og shows. Skelsættende, fordi det er efter dette stævne, at den endelige OL-trup bliver udnævnt af landstræner Rudolf Zeilinger.


De danske OL-kandidaters heste er ankommet uden problemer og gik i går igennem veterinærkontrollen. Stævnet startede allerede den 27. juni. "Der er en fantastisk stemning her, og vejret er skønt. Der er kun ét stævne i hele verden af den slags. Alt er fantastisk, lige fra stalden, ridebanen, butikkerne og maden - det er simpelthen luksus. Det er næsten for at kunne opleve sådan noget, at man bliver rytter", siger Andreas Helgstrand med smil i stemmen. "Og så er der så mange tilskuere! 15.-20.000 på en hel almindelig tirsdag - det er jo vildt".


For de danske ryttere starter stævnet rigtigt i dag kl. 13.30, hvor Anders Dahl på Afrikka og Anne van Olst på Exquis Clearwater starter som henholdsvis nr. 4 kl. 13.57, og som nr. 14 kl. 15.36. Der er 36 ryttere i hele klassen, fordelt på to dage med 18 ryttere i hver klasse.


Torsdag kl. 14.00 afvikles 2. del af Grand Prix-klassen, hvor Andreas Helgstrand på Grestedsgårds Casmir starter som den fjerde i klassen kl. 14.27, mens Nathalie zu Sayn Wittgenstein på Digby starter som den 14. i klassen kl. 17.06.


Selvom det nærmer sig de 30 grader med høj sol og lovning på mere, så generer det ikke Anders og Afrikka: "Vejret er fantastisk, og hesten går godt i varmen. Den var i storform, da jeg red i går, og jeg er optimistisk angående klassen. Resten af holdet er også i rigtig god form, så vi skulle have mulighed for et godt resultat, selvom Andreas starter på Casmir frem for Blue Hors Don Schufro. Personligt håber jeg på at gå videre til specialen, og Afrikka har tidligere leveret nogle af de bedste resultater i hedebølge, så jeg er klar til at kæmpe for en plads på OL-holdet," siger Anders Dahl.


På baggrund af holdets resultater i Grand Prix'en og en generel samlet vurdering, forventes det, at landstræner Rudolf Zveilinger vil udpege den endelige OL-trup fredag, der også bliver rytternes hviledag, inden det forhåbentlig går løs igen for de danske ryttere.


De 30 bedste fra Grand Prix'en fortsætter nemlig i Grand Prix Special, der starter lørdag kl. 09.00. Dernæst kan de 15 bedste ryttere opleves om søndagen kl. 09.00, når Grand Prix Kür bliver afholdt, og den samlede vinder udpeget.


Udover teamkonkurrencen deltager Andreas og Nathalie også i Grand Prix'en CDI4* på henholdsvis Blue Hors Don Schufro og Rigoletto. Andreas har valgt at ride Don Schufro i denne klasse for at spare ham lidt. "Her kommer han kun til at gå to klasser, fremfor tre, og han har jo gået meget på det sidste, så jeg vil gerne spare lidt på ham" siger Andreas om sit valg.


Det er nemlig valgfrit for rytterne, hvorvidt de vil stille op i Grand Prix Special eller Grand Prix Kür, hvis de går videre. CDI-klassen starter torsdag kl. 10.00.


Livestreaming



Andre OL-hold er nu sat


Det engelske OL-team i dressur er nu sat. Holdet består af Laura Bechtolsheimer på Mistral Hojris, Jane Gregory på Greenlands Farm Ltd's Lucky Star og Emma Hindle på Lancet.


Det svenske og amerikanske OL-hold i dressur er også udtaget. Svenskerne meddeler, at deres dressurhold til OL kommer til at bestå af Jan Brink på Briar (e. Magini x Kroket), Patrik Kittel på Floresco (e. Florestan x Rosenkavalier) og Tinne Vilhelmson-Silfven på Solos Cares (e. Castro x Lagano)

I reserven befinder sig Emma Kalsson på Faradera (e. Florestan).


USAs olympiske dressurhold består af Steffen Peters på den 10-årige Ravel (e. Contango x Democraat), Debbie McDonald på den 17-årige hannoveraner Brentina (e. Brentano II x Lungau) og Courtney King-Dye på den 14-årige Harmony's Mythilus Top Olympic (e. Ferro x Purioso).


Kilde: Dansk Rideforbund



 

Tilføjet d. 02-07-2008 kl. 10:11 af i kategorien Arrangementer.
Forsidebillede: Ingen titel af Shaila

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider