Forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og Dansk Landbrugsrådgivning har udviklet et it-værktøj, som skulle gøre det nemmere at forudse, hvordan græsset vil "te" sig flere dage frem i tiden, og hvornår det er det rette tidspunkt for slåning af græs mv.
"Krystalkuglen", som findes på websitet planteinfo bygger på bunkevis af forsøgsdata og oplysninger fra hundredvis af danske landbrug gennem 10 år koblet med vejrdata, grundige analyser af datamængderne og omdannelse af alt dette til et praktisk it-værktøj, oplyser DJE.
Parametret bag værkstøjet er, at det primært er vejret der har indflydelse på græssets vækst og kvalitet. Græsningsprognoserne er således baseret på vejrprognoser, og kan dermed give et fingerpraj om græssets beskaffenhed nogle dage frem. Og da græsset har stor betydning for fx afgræsning af marken, slåning af wrap eller hø mv, kan det være et nyttigt planlægningsværktøj for landmanden eller hesteejeren.
Viser det sig, at der er fx er rigeligt med græs på marken, kan det betyde, at man evt. bør skære ned på foderenhederne inde i stalden eller omvendt kan det betyde, at man måske skal udvide græsningsarealerne eller flytte dyrene til en anden mark eller supplere med ekstra grovfoder, oplyser DJF.
Ligeledes kan et forhøjet fruktanindhold i græsset advare hesteejeren om at man bør indføre restriktiv græsning. It-værktøjet kan ydermere foreslå det rette tidspunkt for slåning af græs til wrap i den del af programmet der hedder "Tørringspotentiale", som forskerne og rådgiverne er i færd med at udvikle.
"Før ensilering skal græsset helst tørres ned til omkring 30-35 procent tørstof. Det tager typisk et par dage. Hvor lang tid det rent faktisk tager, afhænger af vind og vejr, det vil sige luftens relative fugtighed, nedbør, blæst og solskin. Tørringspotentiale-værktøjet hjælper landmanden med at finde et passende tidspunkt at slå græsset på ved at give ham et bud på, om de kommende dage er gode dage at tørre græsset i eller ej", oplyser DJF.
Græs-værktøjerne kan findes på www.Planteinfo.dk . Klik derefter på Afgrøder, Grovfoder, Græs og Prognoser for afgræsningsmuligheder.
Link til artiklen

