Skovløber John Theilgaard har ét stort ønske: At den vilde flok heste på det 110 hektar store Gulstav-område på Langeland bliver endnu mere vilde, skriver Fyns Stiftstidende i dag. Dels fordi flokken er lidt for harmonisk og dels fordi hingsten Felix er far til alle afkom. Der er ganske enkelt brug for at flokken bliver delt i 2-3 flokke, lyder ønsket.
"Jeg har hørt fra flere af vores gæster, at de er lidt skuffede over, at hestene ikke er mere vilde. Det er næsten for roligt og harmonisk, når man ser flokken i området", siger John Theilgaard og fortsætter: Den er meget statisk i øjeblikket, og når man kigger ud over den, virker den meget harmonisk og måske lidt kedelig", siger han. Men John Theilgaard vejrer morgenluft: "Muligvis bliver de vilde heste endnu mere vilde, når de nye hingsteføl vokser sig store og stærke", siger han.
Det er hingsten Felix, der er far til samtlige afkom. Men John Theilgaard udtaler at han er ganske klar over at hingsten nok ikke blive ved med at klare alle hopperne, så forhåbentlig vil de nye hingsteføl vokse sig store og stærke. Dét kan være med til, at flokken bliver delt i måske to eller tre flokke, hvor nogle af unghingstene forhåbentligt vil udfordre Felix en dag og erobre nogle af hans hopper, siger skovløberen.
Hestene har 110 hektar at boltre sig på, så der er rigeligt med plads til flere flokke, tilføjer John Theilgaard. "Det optimale vil jo være, at vores gæster kunne opleve, at hingstene sloges om "hunnerne". Det vil skabe meget mere dynamik og måske lidt mere vildskab", slutter han.
Kilde: Fyens Stiftstidende

