Sommereksem giver mange hesteejere grå hår i hovedet. "Sommereksem: Forebyggelse, forståelse og behandling" er en helt ny bog til hesteejere. Bogen gennemgår hvad sommereksem er, diagnostiske tests, symptomer, opdrætterens forholdsregler, importerede heste, hvordan man holder en eksemhest og behandlingsmuligheder på 80 sider. Bogen koster 198,75 kroner, er oversat fra tysk til dansk og er skrevet af den tyske hestedyrlæge Anke Rüsbüldt. Den danske dyrlæge Emil Olsen har fungeret som faglig konsulent på bogen.
Anmeldelse:
"En let læsbar bog til hesteejeren omhandlende sommereksem hos heste skal være aldeles velkommen, da det er en hyppig sygdom, som er vanskelig at forstå og håndtere, indleder dyrlæge, ph.d. Martin Krarup Nielsen fra KU/Life.
Skaber flere myter end der aflives
"Men forfatteren postulerer indledningsvist at hun vil aflive myter og bringe mere klarhed over den komplekse sygdom. Desværre lykkes ingen af delene", ifølge Martin Krarup Nielsen. Han fortsætter: "I dele af bogen gør hun meget ud af at pointere, at der mangler videnskabelige undersøgelser for at belyse effekten af diverse behandlingsmuligheder, mens hun samtidig fremfører for mange egne hjemmespundne teorier om sygdommens opståen", udtaler han om bogen helt overordnet. Samtidig er hun medvirkende til at nye myter får liv, tilføjer han og giver et eksempel:
"At sommereksem eksempelvis primært skulle ramme heste, der ikke sveder, er måske en interessant teori, men den bør undersøges videnskabeligt, før man anbefaler at måle hestens svedproduktion som en test for sommereksem. Det er der ikke belæg for at fremføre i en bog, der skulle hjælpe og netop ikke vildlede hesteejere, fastslår Martin Krarup Nielsen.
Tysk grundighed
Bogen er skrevet efter traditionel tysk tradition med vanlig sans for grundighed, påpeger Martin Krarup Nielsen. "Men læseren bombarderes simpelthen med et informationskaos bestående af lige dele videnskab og lige dele løse rygter om metoder til behandling og påvisning af sommereksem. Jeg vil dog medgive, at det kan være ganske gavnligt at få et overblik over de mange sommereksemsprodukter på markedet. Men spørgsmålet er, om læseren bliver hjulpet nævneværdigt af at blive præsenteret for de mange muligheder", siger han.
Et andet kapitel forsøger at forklare hestens meget komplekse immunsystem og mekanismen bag sommereksem og slipper meget dårligt fra det, anfører Martin Krarup Nielsen. Forfatteren forsøger at gøre kapitlet mere spiseligt ved at indføre egne konstruerede begreber - men forsømmer at lette forståelsen ved hjælp af illustrationer af de forskellige typer antistoffer, som bogen nævner i flæng, siger han og fortsætter: "Samtidig er jeg noget mystificeret over brugen af begrebet "vagtceller", som angiveligt skulle spille en vigtig rolle i immunforsvaret. Hvad er vagtceller?"
Udførligt kapitel om medicineringsregler
Værket skal imidlertid have stor ros for sin nøjagtige og meget korrekte vejledning til håndtering af de forskellige typer medicin i henhold til de nyeste medicineringsregler, siger Martin Krarup Nielsen. Her bliver der klart og tydeligt redegjort for de danske krav til chipmærkning og/eller medicinhåndteringskurser i forhold til de mange midler, som enten ikke er indregistreret eller medicinsk afprøvet på heste. Her har bogens danske dyrlægekonsulent tydeligvis gjort, hvad der var muligt for at højne standarden betragteligt, uddyber han.
Bogen er naturligvis skrevet med de bedste hensigter, men desværre har forfatteren ikke forstået at sortere i de mange informationer, anfører han. "En sådan bog skylder at holde sig primært til behandlinger og metoder, der er videnskabeligt undersøgt. Undersøgelser gennemført på et par heste eller teorier udtænkt hjemme i baghaven, hører ikke hjemme i en sådan bog. Læseren har nemlig ingen chance for at vurdere troværdigheden af disse oplysninger, når de står anført side om side med fakta", slutter Martin Krarup Nielsen.

