Mudder, vand og fugtigt vejr har præget en stor del af både vinter og forår. Det drastiske skift i vejret fra ekstrem fugt til udpræget tørke giver store problemer for hestenes hove, siger reg. beslagsmed Per Andersen, Vestegnens Beslag til heste-nettet. De flækker for et godt ord og sålefladen er ekstremt "tyndhudet". Fugten fra hovene er ganske enkelt fordampet for hurtigt, så hoven har trukket sig sammen som en indtørret appelsin. De har slet ikke kunnet følge med, siger han.
Vinterens mudderfolde har i forvejen nedslidt hornet og blødgjort sålen. "Det er meget vanskeligt i øjeblikket. Mange heste er virkelig "ømsålede", da hovkapslen er tørret ud. Blodet bliver ganske enkelt ikke pumpet optimalt rundt i hoven, idet hesten ikke træder maksimalt igennem på hoven. Stødene får således ikke lov til at forplante sig til hele hestens hov, men forbliver inde i selve hovleddet med risiko for halthed og forbenet dragtbrusk mv.", siger Per Andersen og fortsætter: "Det er derfor, at der stort set intet hovspil er i hoven i øjeblikket". Og renser man op eller skærer for meget af sålen, risikerer man ganske enkelt, at hesten bliver halt i øjeblikket, siger han og tilføjer, at han selv er yderst varsom med at tage for meget af sålen pt.
Spåner skal man være forsigtig med lige nu. Spåner dræner den sidste rest af fugt i hovene, forklarer han. "Lige så godt spåner kan være i våde perioder, er det noget skidt lige i øjeblikket". Har man ingen anden mulighed end at holde fx allergihesten på spåner, bør man lade noget af gødningen ligge i det mindste, så der er lidt fugt i underlaget, forklarer han. Men naturligvis er ammoniak i større mængder bestemt ikke anbefalesværdigt for hovene.
Et andet godt råd er at vande lidt ekstra ved vandingspladsen, anbefaler dyrlæge Randi Lintrup. "Man kan jo lade vandslangen løbe lidt længere, så der er en vandpyt, når hestene drikker fra vandtruget." Men man kan også lukke hestene på græs, mens der er dug eller lukke dem på græs om natten, hvor der er langt bedre fugtbetingelser for hovene. Biotin og andre hovtilskud er imidlertid kun effektive, hvis hesten ellers er fuldt dækket ind med mineraler og vitaminer, supplerer Randi Lintrup.
Slutteligt råder Per Andersen hesteejere til gennem hele året at være opmærksom på fold, vejr og hest. Man kan nemlig gøre meget for at undgå, at hovene lider så meget som de gør i øjeblikket. Det handler om at hesten ikke udsættes for de ekstreme skift mellem mudderfolde og tørke. "Mange af hovproblemerne pt. skyldes netop at hesteejerne ikke har været tilstrækkelig opmærksomme på at skåne hesten for det meget våde underlag, vi havde gennem vinter og forår", siger Per Andersen. Og det kommer virkelig til udtryk nu efter det bratte vejrskift for 5 ugers tid siden, slutter han.

