Et svensk pilotstudie har sat fokus på tesen om at opstillingen har stor betydning for, hvordan hesten arbejder. Og hvorvidt fysisk træning indvirker på en forbedring af ryttersædet. Hidtil har det skortet på studier, som på videnskabelig grundlag har kunnet bevise sammenhængen mellem rytterens sæde og hestens præstation.
Et afbalanceret, elastisk og afspændt sæde er en forudsætning for at rytteren kan indvirke korrekt på hesten. Bækkenet er centrum for bevægelserne på hesten og motoren i ryttersædet. Derfor er det helt afgørende at bækkenet holdes i en neutral position, som tillader det at kunne svinge med hestens bevægelser, indleder den svenske undersøgelse. Men studiet viser samtidig, at det er en vanskelig opgave at undersøge dette samspil på objektiv vis, og udvikle metoder hvorpå man kan vurdere dette samspil.
Den svenske undersøgelse foregik på rideskolen i Strömsholm, hvor studiet blev baseret på 16 forskellige sædefejl eller opstillingsfejl defineret af 5 rutinerede dommere og trænere. Fokuset var fra midten af rytteren og ned til knæet, som anses for værende den vigtigste del af rytterens samlede "sæde" og indvirkning. Ryttersædet blev således splittet op.
En gruppe ryttere i undersøgelsen red et dressurprogram på 3 forskellige heste, og blev derefter delt ind i dels en eksperimentgruppe og dels en kontrolgruppe. Eksperimentgruppen fik et individuelt tilpasset program med øvelser - uden hest. Her skulle de træne forskellige hop på stedet, strækøvelser og øvelser siddende på en bold mv. i 20 minutter hver dag. Efter en 9-ugers periode undersøgte forskerne om der nu var forskel på den gruppe som havde trænet ekstra og kontrolgruppen. Alle ryttere blev videofilmet til hest, hvor også hjertefrekvensen hos både rytter og hest blev målt.
Resultaterne viste at der var stor uenighed i panelet om præcis hvilke sædeafvigelser rytterne viste, og der var derfor ingen statistisk signifikans på disse observationer. Sædefejlen "bagud- eller tilbagetippet" bækken blev vurderet som det eneste, der var forbedret hos den trænede eksperimentgruppe.
Hestenes undvigeadfærd øgedes, på overraskende vis, når de blev redet af eksperimentgruppens' ryttere efter de 9 ugers ryttertræning, mens hjertefrekvensen blev målt lavere hos både hest og rytter. Om det skyldes den forudgående træning og dermed en bedre kondition og balance er dog ikke klarlagt. Men undvigeadfærden, der kom til udtryk ved hovedrysten og slåen med halen, når eksperimentgruppen red på hestene, kan dog også skyldes den psykologiske effekt samt præstationsangst efter 9- ugers træningen. Det kan have påvirket hestene, foreslår forskerne, og peger på at den fysiske muskeltræning også kan have påvirket hestene i deres undvigeadfærd.
7 ud af de 9 rytterne som medvirkede i undersøgelsen har udtalt at 9- ugers træningen løste op for nakkespændinger og indvirkede positivt på smidigheden af hofte, sæde, koordination og gjorde deres ridning bedre, men det er naturligvis deres egen betragtning.
Forskerne slår fast at det er nødvendigt at udvikle bedre metoder til at vurdere ryttersædet objektivt. Det viser undersøgelsen, hvor panelet var uenige i bedømmelserne, og som derfor ikke kunne give nogen statistisk sikkerhed i resultaterne. De anbefaler i den forbindelse, at det kan være nyttigt at vurdere ryttersædet i et helhedsperspektiv frem for at splitte sædet op i mindre dele, hvilket var gældende i dette studie. Desuden er målinger af hjertefrekvensen ikke nødvendigvis en objektiv metode til at måle hestens generelle velbefindende, viser pilotstudiet.
M. Zetterquist Blokhuis, E. Hartmann, A. Aronsson, K.G. van Reenen, L. Keeling. 2008. "Assessing the rider's seat and horse's behavior: difficulties and perspectives". Journal of Applied Animal Welfare Science.
