Endnu en rideskole er truet på eksistensgrundlaget. Men denne gang er det ikke økonomiske trængsler, men kommunen der har godkendt, at ejeren af de bygninger ridekolen bruger, skal rive bygningerne ned. Og det skal de, fordi de er ved at gå i forfald, pga. manglende vedligehold.
I går demonstrerede 25 voksne og 14 ponyer samt børn for bevarelse af Rungsted Rideskole. Rungsted Rideskole holder til i bygninger på Rungsted Ladegård. Men den 31. marts besluttede kommunalbestyrelsen i Hørsholm, at den nuværende ejer af Rungsted Ladegård, Anders Moesgaard, må nedrive bygningerne for at opføre nyt stutteri, erhverv og boliger. Det, frygter rideskolen, bliver dens endeligt.
"Vi synes ikke, at det er retfærdigt, at vi skal smides ud, når vi har været her i så mange år. Det er et sted, hvor mange kommer, og som vi holder af. Vi føler os uretfærdigt behandlet, og det vil vi gerne gøre opmærksom på, siger June Andersen, der er underviser på rideskolen og medarrangør af demonstrationen.
Hun fortsætter: "Jeg forventer, at kommunen tager beslutningen op til genovervejelse. Rideklubbens medlemmer har intet andet sted at ride, for Hørsholm Rideskole har venteliste og ikke kapacitet til at tage vores elever, siger June Andersen.
Anders Moesgaard, der har været ejer i to år, kan godt forstå, at rideskolens brugere ikke er tilfredse: "Det er også rigtig ærgerligt for dem. Jeg kan godt forstå deres frustration. Men man kan under ingen omstændigheder blive i bygningerne, for forholdene er ulovlige", siger han.
For tiden er der 42 elever på rideskolen fordelt på 37 børn i alderen seks til 15 år og fem voksne. De deltager i rideskolens hold fire dage om ugen. Dertil kommer omkring 30 privatryttere og andre brugere af klubben. Rungsted Rideskole har i dag omkring 35 heste. Men da stalden skal bygges helt forfra igen med nye og langt større staldmål, er det sandsynligt at der kun bliver plads til ca. 10 eksterne heste, oplyser ejeren.
Kilde: Frederiksborg Amts Avis

