Det stod ned i stænger under indvielsen af det nye hestehospital i Taastrup i dag. Selvom vejrguderne ikke helt var med arrangementet, var det store byggeri alligevel en overraskelse for mange af de fremmødte gæster. Det er nemlig ikke bygget som et helt traditionelt hestehospital; der er lys og luft, og tænkt over at æstetik og funktionalitet skal harmonere med opbevaringen af syge dyr.
I dag lignede de rustikke, grå betonstaldbygninger dog ikke en arkitektonisk perle, men faldt i ét med blæst og regn. Hospitalets dyrlæger viste det forskellige udstyr frem og forklarede blandt andet, hvordan man foretager en rektalskylning og lægger en sonde på kolikhesten, som hospitalet typisk modtager rigtig mange af. Desuden så vi røntgenafdelingen, de 2 operationsstuer samt endoskopirummet i fuld aktion.
Der er igen åbent hus for alle hesteinteresserede søndag 15. juni, hvor der endnu engang vil være rundvisning på hospitalet.

