Den australske militarystjerne, Andrew Hoy, der er ved at finpudse formen op til OL, har fået en grim sag på halsen, som kan koste ham sin plads på det australske landshold.
Andrew Hoy er indkaldt til en disciplinærhøring hos FEI sammen med hollandske Madeleine Brugman, som han træner.
Ryttere og officials til Barroca d´Alva CCI*** i Portugal (8-12.marts), hævder at Madeleine Brugmann anvendte ulovlige gamascher med skarpe genstande i, og anmeldte derfor sagen til FEI.
Andrew Hoy er indkaldt til mødet, da han efter vidnernes udsagn, hjalp med at putte gamascherne på og tage dem af. Det er nu op til FEI at vurdere om mishandlingen har fundet sted, hvilket vil være en kæmpe skandale for den populære militaryrytter, der kan risikere at miste sin OL-plads.
Madeleine Brugmann nægter at have brugt gamascherne, og siger at de blev placeret i hendes taske af en ukendt.
Begge udtaler ligeledes til det engelske hestemagasin, Horse and Hound, at de tager afstand fra brug af sådanne gamascher.
Kilde: Horse and Hound

