Eight Belles som mistede livet under tragiske omstændigheder ved Kentucky Derby var helt rask inden løbet, har en obduktionsrapport endelig slået fast. Hoppen brækkede begge kodeled på forbenene efter at have passeret målstregen. Træner Larry Jones er overbevist om at skaden var forårsaget af hestens lave forbensbevægelser.
Der har siden ulykken indtraf for nylig været massiv kritik af den generelle håndtering af unge galopheste i løb som presses frem før deres vækstzoner er lukkede. Underlaget som normalt anvendes under løb, har også været genstand for kritik såvel som den amerikanske galopsports' legale brug af steroider til præstationsfremme og maskering af skader. Men der er intet der tyder på at hoppen havde nogle problemer med hverken led eller sener forud for løbet, viser en autopsi udført af chefdyrlæge Lafe Nichols fra Kentucky Livestock Disease Diagnostic Center. Den viser ingen knogleforandringer eller sygdomme som kunne have været tilstede før kollapset, udtaler Lafe Nichols.
Alt tyder således på at skaden skyldes hoppens lave forbensbevægelser, udtaler træner Larry Jones og fortsætter: "Hun er slem til at snuble når hun rykker frem. Hun trækker ikke hovene særlig højt op. Men det er så en af grundene til at hun netop kan løbe så hurtigt og langt. Hun havde de perfekte bevægelser til at økonomisere og gå effektivt. Men de heste der går sådan har imidlertid også en tendens til at snuble," siger træner Larry Jones, der samtidig har været en ivrig fortaler for at der netop skulle tages en række dopingprøver for at få renset sit navn.
19 dopingprøver fra heste som deltog i Kentucky Derby er netop blevet analyseret og fundet negative heriblandt Eight Belles'.
Kilde: Racing Post

