Ømheder, stivheder og manglende fleksibilitet i nakken er angiveligt en del af mange sportshestes hverdag. Og der er ingen tvivl om at det er yderst ubehageligt for hesten at skulle arbejde korrekt på biddet såfremt nakken er stiv og øm, konkluderer Sue Dyson, ph.d. og klinisk ortopæd fra England ved det årlige symposium for hestepraktiserende dyrlæger i Florida. Gulerodsøvelsen er ganske basal, men effektiv til at pege på problemer relateret til nakken, anbefaler hun.
Det er en række kliniske tegn man kan holde øje med, så længe man er klar over at der er individuelle grads forskelle på hvor smidig hesten naturlig er, forklarer hun. Her er man ganske enkelt nødt til at finde normaludgangspunktet for hesten, før man kan være helt sikker på at der er tale om et nakkesmerter, siger hun. "Nogle heste er naturligt stivere end andre uden at det er relateret til smerte". Desuden er der en række kliniske tegn som let kan forveksles med andre årsager, og hvor primærårsagen skal findes helt andre steder. Alligevel kan man som hesteejer få et praj om nakketilstanden hos hesten med den helt basale gulerodsmetode og ved at observere hesten i fri form.
Passiv manipulation er et vigtigt redskab til at vurdere hestens fleksibilitet i nakken, forklarer Sue Dyson. Og her er gulerodsmetoden yderst effektiv: "Animér hesten til at flekse i nakken ved hjælp af en gulerod til begge sider. Hesten kan også afsløre stivhed i nakken ved at gå frit bøjet på en cirkel og i longe. Især hovedholdningen i fri form kan afslører stivheder samt haltheder. Selv når hesten græsser." Sue Dyson tilføjer at hestens reaktion overfor palpation og manipulation også er en del af den samlede kliniske dyrlægeundersøgelse af en hest med nakkesmerter. Man observerer ganske enkelt hestens smerteytringer.
Som oftest relaterer nakkesmerter sig til muskelspændinger, fibersprængninger, en skæv nakke, ryghvirvel eller slidgigt, og kan manifestere sig med muskelsvind på grund af manglende blodforsynling. Også stivhed, svedudbrud, forkortede stive forbensbevægelser, forbenshaltheder og en atypisk hovedholdning ses typisk, forklarer hun. Og ikke sjældent ses eksempler på heste med hovedet fikseret i en helt lav hovedposition - ude af i stand til at bøje nakken - men de kan som regel manipuleres på plads af en dyrlæge eller kiropraktor.
Facetleddene i nakken eller lænden er ofte synderen bag mange nakkesmerter, forklarer hun. De kan være roteret eller fastlåst og skal sættes på plads eller de kan være trykket sammen, så nerverne er beskadiget. "Et eller flere af nakkehvirvlernes facetled kan have sat sig fast og være årsag til et hold i nakken såvel som bruskskiven mellem nakkehvirvlerne kan være belastet og hævet." Men hvad der nødvendigvis har udløst nakkeproblemet kan være et større udredningsarbejde, fastslår hun. Men som oftest er det et spørgsmål om hvordan hesten arbejder under ridning.
Kilde: The Horse

