På Waikato University i New Zealand har forskere studeret hestes evne til at skelne farver fra hinanden. Det er allerede kendt, at heste ikke kan se ligeså mange farver som mennesker, men undersøgelsen formål var at fastlægge, om de kunne adskille dem fra den grå farve.
Studiet med titlen "An investigation of colour discrimination with horses (Equus caballus)" viste, at heste ser ud til at kunne skelne grøn og rød fra grå, men har sværere ved dette end ved den blå og gule farve. "Det kan tænkes at deres farveerfaring i det rød/grønne spektrum er mindre fremtrædende end det blå/gule- spektrumområde" udtaler en af forskerne bag studiet, Tania Blackmore.
Forskerne brugte fire heste i forsøget. Hver hest blev bedt om at skelne tre toner af blå, grøn, rød og gul fra den grå farve, som alle kunne findes på to skærme foran hesten.Tre forskellige toner af grå blev tilfældigt udvalgt med farven den skulle skelnes fra for at sikre, at hesten ikke blot lavede et valg på baggrund af lysstyrken. Hestene havde valget mellem to knapper, der forefandtes foran hver skærm. Ved at trykke på knappen foran farven, der adskilte sig fra grå, kom en feedbacklyd og en godbid blev givet. Valgte hesten en af de grå nuancer skete intet.
Alle heste fik forelagt farverne i forskellig rækkefølge. Havde hesten mere end 85% rigtige over fem forsøg, blev den næste farve sat på skærmen. Var der derimod ingen fremskridt efter det 20.forsøg, kom en farve på skærmen. "Alle heste opnåede 85% rigtige i blå kontra grå; tre heste gjorde det samme ved gul og grøn kontra grå," udtalte Blackmore. "Samtlige heste så ud til at kunne adskille rød fra grå, men ingen opnåede 85%."
Hestene, som blev testet af Blackmores team var en 17.årig blandingsvallak, en 26.årig blandingshoppe, en 5.årig fuldblodsvallak og en 5.årig varmblodsvallak. Inden selve forsøget blev de alle trænet til at trykke på en knap af gangen, og derefter at trykke på knappen, når skærmen foran dem lyste. Alle korrektudførte øvelser blev belønnet med en godbid, og efter ca 30 forsøg med over 70% rigtigt valgte knapper, begyndte selve forsøget.
Helt konkret kunne forskerne udlede nedenstående farveresultater:
Blå: Kunne skelnes fra grå af alle fire heste- et resultat der er konstant ifølge tidligere undersøgelser.
Grøn: Tre ud af fire heste opnåede 85% rigtige ved den grønne farve. Tidligere undersøgelser har haft tvetydige resultater, idet nogle mener at heste kan skelne grøn fra andre farver, mens andre hævder det modsatte.
Gul: Tre af fire heste opnåede 85% rigtige, hvor den samme hest som ved grøn dumpede testen. Tidligere studier har som ved den grønne farve tvetydige resultater. Rød: Ingen af hestene i undersøgelsen opnåede 85%, men alle heste kom over tilfældighedsgrænsen. Ældre undersøgelser har haft svært ved at klarlægge om rød kan skelnes fra andre farver af heste.
Blackmore udtalte efter undersøgelsen, at fysiologiske studier af hestens øje indikerer, at de er bedst til at skelne blå fra den grå farve, mens der er mindre sandsynlighed for en skelnen mellem den røde og grå farve."Det er muligt at bølgelængder kan adskilles, men bare ikke så let som ved blå og gule bølgelængder. Vores indsamlede data understøtter denne formodning," siger Blackmore.
Tre af hestene i studiet var tæt på de 85% ved den røde farve, idet de opnåede mellem 70-80% over flere sessioner. På den baggrund udtaler Blackmore: "Heste kan måske være dårlige til at adskille røde bølgelængder, hvilket dog ikke betyder, at de ikke er i stand til at adskille rød overhovedet."
Kilde: Horsetalk

