Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Carter: "Gå i dialog med din smed"

Det er hesteejerens ansvar at træne hesten i at få løftet og fikseret ben, er den umiddelbare reaktion på den seneste tids skriverier om beslagsmed-sagen. Men debatten om skyld og ansvar er langt mere nuanceret end som så, siger hippolog og hestetræner Maj-Britt Carter til heste-nettet i dag.


"Naturligvis skal hesten være vant til at stå bundet, få løftet ben mv., men smeden skal også lære at blive bedre til at sige fra i de situationer der ikke er passende. Smede er ikke uddannede til at træne heste, og der er nok lidt for mange der overlader hele ansvaret til smeden, når hesten skal beskæres eller skos." Og det kan der være rigtig mange grunde til forklarer hun. Det kan skyldes angst hos hesteejeren i en anspændt situation - som desværre ofte forplanter sig direkte hos hesten. Også manglen på smede, kan være årsag til at mange hesteejere vægrer sig ved at gribe ind overfor en situation der er ved at udvikle sig siger hun. Og sidst kan stress hos smeden også afholde ejer fra at gribe ind - hvilket i øvrigt ofte er en medvirkende årsag til at hesten kan reagere voldsomt, forklarer Maj-Britt Carter.


Nem hest kan blive vanskelig


Desværre kan selv den mest uproblematiske hest pludselig reagere panisk og anderledes end vanligt under en skoning - så det er ikke altid kun et spørgsmål om manglende opdragelse. "Dét at få fikseret et ben under skoningen, kan virke voldsomt for hesten der jo er flugtdyr. Og det er nok grunden til at det så let kan udvikle sig til et regulært problem for hesten at få ordnet hove, i modsætning til de mange andre ting hesten udsættes for løbende" påpeger Maj-Britt Carter. Mange hesteejere venter desværre også alt for længe med at sko hesten, og så er en ond cirkel etableret. Om det det så skyldes dovenskab, hestens opførsel, økonomi eller noget helt andet, så vil hesten naturligvis reagere mere voldsomt hvis den også er ømtået som følge af for lange hove, siger hun.


Hun forklarer i den forbindelse at hesten hurtigt vil koble mange negative associationer til en uheldig oplevelse såsom lugten af sved - som jo oftest er til stede ved hårdt fysisk arbejde. Og da hesten er følsom overfor lugte, vil hesten være i alarmberedskab næste gang den fx genkender svedlugten.


Der er ikke nogen grænser for hvor tidligt man kan gå i gang med at træne hesten. Selv starter Maj-Britt Carter med det kun få uger gamle føl. Først lærer det at få løftet et bagben - som er naturligt for hesten at hvile på, og dermed det nemmeste for den at lære. Den ældre hest skal kunne stå stille i længere tid, trækkes med, bakkes med, flytte sig for schenkler og parere som minimum inden man ringer efter beslagsmeden forklarer hun.


Vær selv tilstede og gå i dialog


Maj-Britt Carter anbefaler at man altid selv er tilstede når hesten skal skos. Dermed har man en oplagt mulighed for en dialog med smeden INDEN skoningen foregår, hvor man kan forklare ærligt om hesten og hvordan den normalt opfører sig, og hvordan man vil tackle en given situation. Den dialog er overordentlig vigtig for at smeden kan udføre sit arbejde bedst muligt og afslappet, slutter hun.



 

Tilføjet d. 09-05-2008 kl. 11:20 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Shaila

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider