Hingsteshow 2008: Det var en helt fantastisk dag på Vallensbæk Ridecenter, med 27 velforberedte, dejlige hingste fra hele landet, heraf 3 fuldblods og 7 DSP hingste. De blev alle fremvist en eller flere gange, enten løse, i dressur eller springning.
Programmet vekslede mellem løsspringning, springning med rytter, dressur, løse hingste og nogle havde også medbragt fine afkom der blev fremvist i skøn harmoni med deres stolte fædre. I det hele taget en glidende fremstilling som også gjorde at man havde lidt "snakke/hyggepauser" ind imellem.
Dagens resultater:
Dagens DV-hingst:
Der var mange velgående, velspringende og meget fint fremviste hingste, men det blev endnu en gang Electric (Epikur/Guttenberg) der overbevisende løb af med sejren - stadig velgående og i pragtfuldt humør.
Dagens forædlerhingst:
Der var desværre kun tilmeldt 3 fuldblodshingste i år, og der skal være min. 5 hingste i hver gruppe for at konkurrencen bliver gennemført. "Men vi håber meget at der kommer flere forædlere i 2009."
Dagens DSP-hingst:
Der blev fremvist mange dejlige sportsponyer, og Dagens DSP blev en meget velgående Mister Malte (Malibu II/Eskehøjgaards Nelo)
"Dagens" Avler:
En avler skulle også præmieres. En avler som har frembragt en hest med særlige præstationer. Valget faldt i 2008 på den 8-årige Donna Asana (Solbakkegårds Asana) opdrættet af Blicher Jacobsen. Donna Asana's avler måtte desværre melde afbud i sidste øjeblik pga. sygdom i nærmeste familie. Hun har dog bedt om, at vi i stedet inviterede Axel & Erna Jørgensen, der er opdrætter af Donna Asana's mor Alberte RDH 3903 og jo har lagt hele grundstenen til hoppen. Axel & Erna var indtil for 2 år siden aktive avlere i Region I - og har været aktive avlere i DV regi siden begyndelsen af 1960'erne.
Mikala Bagge fortalte om alle hoppestammens utroligt flotte præstationer og opfordrede til at kigge efter kvalitetsheste fra Axel & Ernas flotte avlsarbejde.

