3 personer måtte en tur på skadestuen i går, da 2 jyske heste blev opskræmt af en maskine. En hel skoleklasse fra Aalborg var på besøg i Den Gamle By kl. 11, da 2 ellers normalt "sindige" jyske heste kom galopperende afsted henover de brolagte gader med en gammeldags kapervogn spændt efter sig.
Hestene var blevet bange for en larmende entreprenørmaskine, og det afstedkom at en elev, en skolelærer og en kusk efterfølgende måtte en tur på skadestuen i ambu-lance, da kusken ikke længere kunne styre hestene. De 3 personer blev ramt af hestene og vognen, da de løb ukontrolleret frem.
"Jeg sad på mit kontor, da jeg pludselig hørte rumlen udenfor. Jeg styrtede ud, hvor jeg kunne se, at alt vort personale lynhurtigt var i gang med at hjælpe efter ulykken. Vi drøfter, hvad vi kan gøre for at undgå lignende ulykker i fremtiden," fortalte direktør Thomas Block Ravn fra Den Gamle By. Han betegner kusken som meget erfaren og oplyser, at hestene har arbejdet i Den Gamle By i flere år.
Vagthavende hos Østjyllands Politi i Århus fortæller, at ingen har gjort noget galt i forbindelse med ulykken. Den Gamle By var hurtig til at dele bolsjer og saftevand ud til den noget rystede skoleklasse.
Kilde: 24 Timer

