"Umiddelbar synlig identifikation af heste er vigtig for hestebranchen, og dette er kun muligt med anvendelse af brændemærkning", konkluderer Landscentret Heste i en pressemeddelelse. Udtalelsen sker som umiddelbar reaktion på Dorte Vaabengaard's speciale "Smertepåvirkning samt vævstraume og inflammation i forbindelse med brændemærkning og chipmærkning af heste", som netop anbefaler brugen af chipmærkning frem for brændemærkning.
Dorte Vaabengaard, dyrlæge fra KU/Life, har i sit speciale konkluderet, at der er større afværgereaktion, vævsbeskadeligelse og dermed smerte under brændemærkning end ved chipmærkning i selve mærkningsøjeblikket, selvom begge mærkningsformer forvolder kortvarig smerte. Men da der netop findes et alternativ til brændemærkning, nemlig chipmærkning, der også er en sikrere identifikationsmetode og samtidig lovpligtigt ved visse typer medicin, ser Dorte Vaabengaard chipmærkning som et bedre fremtidigt alternativ ved mærkning af heste, udtalte hun ved specialeforsvaret i onsdags.
Landscentret Heste holder sig umiddelbart til den tyske undersøgelse "Schmerz, Heissbrand und Transponder" af Professor Dr. Heinz Meyer, der er udført på langt flere heste, nemlig 90, frem for Dorte Vaabengaards studie, der kun er udført på 7 heste, hedder det i udtalelsen. Den tyske undersøgelse er udgivet af det tyske rideforbund.
Endvidere hedder det: "Mærkning med chip forudsætter en strengere fiksering af føllet, hvilket specielt belaster uhåndterede føl, konkluderer Professor Dr. Heinz Meyer i et andet studie, Zur Implantation des Transponders beim Reitpherd", hvilket også taler imod brugen af chipmærkning som eneste mærkningsform.
Dyrevelfærdsordfører fra Venstre, Karsten Lauritzen, udtalte i forbindelse med indslaget om brændemærkning contra chipmærkning i TV-avisen 18.30 i torsdags, at al handel med heste vanskeliggøres med chipmærkning, som eneste mærkningsform, som er det specialet lægger op til. Det kræver nemlig at der er en chipaflæser på stedet. Desuden taler synlighed ved brændemærkning også for at fortsætte brændemærkning som identifikationsform, udtalte han. Så indtil videre er chip-mærkning ikke et realistisk og holdbart alternativ til brændemærkning, fastslog han i udsendelsen.
Dyrlæge, Ph.d-studerende Casper Lindegaard, KU/Life, medvejleder på specialet, mener dog ikke at antallet af heste i studiet er et problem for undersøgelsens validitet: "Idet studiet er lavet som et cross-overstudie, svarer det til 14 heste", siger han. "Det vigtigste er at have et godt forsøgsdesign og så er det faktisk altid en klar fordel at have så få forsøgsdyr med som muligt i et studie. Kan man påvise en stor forskel på et lille antal heste er der netop noget om snakken", fastslår han, og tilføjer at flere studier på kvæg samt et tysk studie udført på føl også viser samme resultater tydende på kraftigere afværgereaktioner ved brændemærkning til sammenligning med chipmærkning.
Der foretages i Danmark cirka 5000 brændemærkninger årligt.

