Det første vilde Exmoor-ponyføl er født på Sydlangeland. Og der kommer mange flere til i den næste tid, lover skovløber John Theilgaard, Skov- og Naturstyrelsen. Han fortæller at en af hopperne pludselig forlod hesteflokken for at være i fred. Men ganske kort tid efter kom hun tilbage med et lille kært hoppeføl. Resten af flokken hilste det lille hoppeføl velkommen, beretter John Theilgaard, selvom de angiveligt skulle have været en del oppe på mærkerne efter hoppen havde folet, da de hurtigt vejrede, at der var ved ske noget nyt.
"Hoppeføllet er i super fin form. Allerede efter få timer var føllet i stand til at følge med hesteflokken - også selvom flokken af og til satte i trav", forklarer John Theilgaard. Han fortæller at der faktisk også var nogle dage med vinterligt vejr og kulde på øen, men det klarede føllet uden problemer med den enormt tykke pels de stadig har.
Skovløberen forventer en halv snes nye føl i den næstkommende tid i den store flok vilde Exmoor- ponyer omkring Dovns Klint og Gulstav ved sydspidsen af Langeland. Flokken er nu oppe på 35 ponyer.
I 2003 søsatte Skov- og Naturstyrelsen projektet, og satte 16 vilde heste ud som naturpleje, og i dag er flokken således mere end fordoblet. Så hestene fik tilført et nyt område ved Dovns Klint på Langelands sydligste spids på 100 ha for nu små 2 år siden, så de bedre kunne udfolde sig som følge af flokudvidelsen. Flokken fik yderligere fem hopper og hingsten Felix fra Tyskland for at få nyt blod ind i stammen.
Kilde: Skov og Naturstyrelsen

