Indenfor de senere år har flere rideskoler vist sig at have store økonomiske vanskeligheder med at bevare skindet på næsen. Nu er det Hinnerup Rideklub, der står for skud og mister 240.000 kroner i tilskud. Det betyder at den daglige leder skal fyres og 12 af skolens heste skal sælges. Og efter 1. juli i år kan kun folk med egen hest få rideundervisning på skolen. Lige præcis det faktum kan vise sig at være et problem, hvis klubben fortsat skal have tilskud, siger formanden for Folkeoplysningsudvalget Søren Eriksen.
"Ja, det er rigtig ærgerligt, og det er synd for de mange piger, som rider i klubben," siger formanden for bestyrelsen Flemming Hansen. Men de økonomiske trængsler kommer ikke bag på klubben, for allerede sidste år lå det klart at man ville miste omkring 190.000 kroner på grund af nedskæringer i både lokaletilskud og aktivitetstilskud ved kommunesammenlægningen. Prisen på ridelektioner blev derefter forhøjet og den daglige leders stilling blev cuttet kraftigt ned i timeantal.
Ved generalforsamlingen i marts var klubben stadig fortrøstningsfulde, men i dag er tonen en anden: "Vi tør ikke trække den længere, derfor har vi taget beslutningen," siger Flemming Hansen. Efter 1. juli bliver det således bestyrelsen der alene skal passe stedet, men han tilføjer, at det har de skam prøvet før, og på trods af, at det var hårdt, så gik det alligevel.
Men formanden for Folkeoplysningudvalget i Favrskov Kommune, Søren Eriksen, undrer sig over den dårlige økonomi i Hinnerup Rideklub: "Vi vidste, at klubben kom til at mangle omkring 190.000 kroner i tilskud, fordi den gamle Hinnerup Kommune generelt lå højt med aktivitetstilskud. Men at det manglende beløb nu er nået op på 240.000 kroner, det undrer mig," siger han.
"Det er jo ærgerligt, hvis man i fremtiden kun kan ride på sin egen hest i rideklubben. Både for kommunens skyld og for borgernes skyld vil vi gerne sikre bredden i idrætstilbuddene i kommunen. Derfor vil vi gerne have ridning med. Det lyder som om klubben er på vej ind i en blindgyde, som jeg ikke bryder mig om. Det er rigtig ærgerligt, hvis Hinnerup Rideklub sælger hestene," siger han.
Han slutter med at sige, at han er forundret over at Hinnerup Rideklub slet ikke har kontaktet ham i denne situation, da det kan få stor betydning om klubben kun er for folk med egen hest, især i forhold til tilskudsberettigelsen.
Kilde: Århus Stiftstidende

