Den 36-årige Jørgen Kold er fra 15. april ansat som chefkonsulent og afdelingschef på Landskontoret for Heste, Landbrugets Rådgivningscenter i Skejby.
Han afløser chefkonsulent Egon Fræhr, som 1. januar blev borgmester i Brørup. Fræhr er nu tilknyttet landskontoret som konsulent på deltid.
Jørgen Kold er cand. merc. med speciale i finansiering og organisation. Praktisk erfaring med administration, ledelse, kommunikation og IT har han fra EU, idet han i årene 1993-99 var ansat ved EU-Kommissionens statistiske kontor i Luxembourg.
Han var leder af publikationsafdelingen og redaktør af en række publikationer, bl.a. Europakommissionens statistiske årbog. Siden 1999 har han boet i Danmark og arbejdet på konsulentbasis for EU. Han behersker bl.a. engelsk, tysk og fransk på forhandlingsniveau.
Hestekendskab har den nye chef også, idet han siden drengeårene har deltaget i familiens store hobby og er kommet meget på Jydsk Væddeløbsbane i Århus. Han er nu travkusk på hobbyplan. Jørgen Kold bor i Århus sammen med sin kæreste.
"Vi ser Jørgen Kolds baggrund som et fint supplement til den faglige ekspertise, vi i forvejen har på Landskontoret for Heste" siger Nick Elsass, formand for Landsudvalget for Heste.
"Hermed har vi rigtig gode muligheder for udvikling, så landskontoret fortsat vil være et attraktivt viden- og servicecenter for danske hesteavlere" slutter Elsass.
[Kilde: LandbrugsInfo]
Ny chef for Landskontoret for Heste
Tilføjet d. 20-03-2002 kl. 23:19 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

