Den internationalt respekterede travtræner Steen Juul lod desværre sit temperament løbe af med sig under et løb i Påsken. Den 19-dobbelte championkusk slog ud med sin pisk mod en konkurrent's sulky. Og det kostede ham 3 ugers udelukkelse fra løb.
Steen Juul har siden forklaret, at han følte sig generet af den unge kusk Steffen Christiansen, da de 2 kuske gik efter samme position i feltet. Han blev angiveligt presset ind på inderbanen, hvilket fik ham til at slå ud mod konkurrentens sulky. "Udvendigt fra trykkede Steffen Christiansen mig ned i inderbanen. Det ville jeg ikke finde mig i. Jeg slog ud efter hans vogn for at fjerne ham."
Steen Juul angreb også konkurrenten verbalt efter de passerede målstregen, har han erkendt. "Efter mål skældte jeg ham ud. Mit ordvalg var nok i overkanten, men jeg havde temperament. Jeg blev hidsig." Ligeledes har han fortalt, at han for 14 dage blev generet af den samme kusk Dog mener Steen Juul ikke, at han decideret ramte hest eller kusk med pisken.
Modparten har imidlertid indrømmet, at hans hest "hang ned" over konkurrenten, men erklærer sig uenig i at pisken ikke ramte hesten. "Han slog ud med pisken og ramte både min vogn og min hest . Han råbte efter mig. Viftede med pisken og ramte min vogn", siger Steffen Christiansen til travbanen.dk.
Den 57-årige kusk har accepteret sin 3 ugers udelukkelsesdom.
Kilde: Jyllandsposten

